Rygere, pas på hvis ferieturen går til Filippinerne. Dér har landets præsident, Rodrigo Duterte, nemlig planlagt af forbyde rygning udendørs.

Forbuddet, som træder i kraft senere i denne måned, er en del af stramningen af en af Asiens hårdeste tobaksregler.

Præsidenten har ført en hårdhændet lov og orden-politik, siden han blev valgt den 9. maj. Flere end 3.000 personer er blevet dræbt i kampen mod narko.

Rodrigo Duterte var fra 1988 til 2016 i tre omgange borgmester i byen Davao, og det var her, han i 2002 forbød al rygning på offentlige steder.

Den nye lov bygger videre på den eksisterende med forbud mod tobaksreklamer og en regulering af rygningen på indendørs, offentlige steder. Der skal nu også sættes billeder på cigaretpakkerne, der viser med al ønskelig tydelighed, hvor sundhedsskadelige de er.

Ifølge WHO røg 20,6 procent af befolkningen i Filippinerne i 2013 - 10 år efter at landet indførte en tobaksregulering.

»Der her været en betydelig reduktion i antallet af rygere, men det er gået langsomt« siger den assisterende sundhedminister Eric Tayag.

»Vi skal have alle midlerne på plads for at ekspandere denne kampagne.«