Den filippinske regering og muslimske oprørere er blevet enige om en fredsaftale for landets urolige del i syd. Aftalen afspejler afslutningen på en 40 år lang konflikt.

FILIPPINERNE: Den filippinske præsident Benigno Aquino har søndag bekendtgjort, at regeringen har indgået en skelsættende fredsaftale med de muslimske oprørere, The Moro Islamic Liberation Front (MILF), i den urolige del af landet i syd. Det skriver Reuters.

Fredsaftalen afspejler afslutningen på en 40 år lang konflikt, som har dræbt mere end 100.000 mennesker og lammet regionens økonomi.

Den længe ventede aftale er startskuddet på oprettelsen af en ny, selvstændig region i de muslimske flertalsområder i den sydlige del af landet inden udgangen af Aquinos valgperiode i 2016. Den sydlige del af landet er hovedsageligt romersk-katolsk.

- Denne aftale skaber en ny politisk enhed, og den fortjener et navn, der symboliserer og ærer vores forfædres kampe på Mindanao (landets næststørste ø, red.) og fejrer historien og karakteren af den del af vores nation. Det navn vil blive Bangsamoro, annoncerede Aquino i en direkte udsendelse fra præsidentpaladset ifølge Reuters.

Udtrykket Bangsamoro refererer til de indfødte på Mindanao og betyder »nation« eller »folk«. Det kommer fra det spanske ord »moro«, blandt andet en betegnelse for muslimer.

- Denne rammeaftale rækker ud over vores fordomme. Den handler om at se bort fra mistillid og nærsynethed, som har plaget fortidens indsats, sagde Aquino, som var omgivet af sine ministre.