En hvid mand fra Florida i USA er torsdag blevet kendt skyldig i at dræbe en ubevæbnet farvet far, som han skød under en diskussion om en handicapparkeringsplads.

Manden, der trykkede på aftrækkeren, fik 20 års fængsel.

Den 48-årige Michael Drejka fik sin straf af dommer Joseph Bulone, efter at familiemedlemmer til offeret, Markeis McGlockton, havde udtalt sig i retten.

»Den sigtedes svaghed, hans fejhed og hans vrede ... er årsagen til, at Markeis er død,« sagde Britany Jacobs, moren til hans fire børn.

På dette billede ses Drejka (siddende) rette sin pistol mod McClockton på parkeringspladsen i Clearwater, Florida den 19. juli 2018.
På dette billede ses Drejka (siddende) rette sin pistol mod McClockton på parkeringspladsen i Clearwater, Florida den 19. juli 2018. Foto: Pinellas County Sheriffs Office
Vis mere

Hun bad dommeren om at give Drejka maksimumstraffen på 30 års fængsel.

Faren til den dræbte, Michael McGlockton, fortalte, at Drejka havde dræbt hans eneste biologiske søn.

»Du fortjener at dø i fængslet,« sagde han. Det skriver tv-stationen ABC.

Dommeren fulgte ikke forsvarerens anmodning om en mere mild dom, som f.eks. husarrest.

Bulone udtalte, at selv om man i Florida har ret til at bære skjulte våben, har man også en række forpligtelser i den forbindelse.

Dommeren udtalte, at Drejka ikke alene var ansvarlig for konfrontationen med Britany Jacobs om hendes parkering på en handicapparkeringsplads i Clearwater 19. juli 2018, men at han også skød McGlockton, da han var på vej tilbage.

Det hele blev fanget på video, og man kunne se McGlockton træde tilbage og dreje kroppen, da Drejka trak en pistol.

Det skete, efter at McGlockton skubbede ham, så han faldt, i et forsøg på at forsvare den gravide Jacobs og de tre små børn.

»Det mest ironiske i hele denne sag er, at han parkerer ulovligt,« siger Bulone om Drejka:

»Han parkerer ikke på en parkeringplads. Han parkerer tæt på Britany Jacobs for at skælde ud over, at hun parkerer ulovligt. For at gøre det parkerer han selv ulovligt.«

Ud over dommen på to årtiers fængsel skal Drejka betale familien godt 34.000 kroner i begravelsesomkostninger.

En jury i Florida kendte allerede i august Drejka skyldig i mord efter godt seks timers votering.

Drejkas advokater siger, at de har til hensigt at appellere dommen.