Myndighederne i det maleriske ferieparadis Maldiverne udsender nu sikkerhedsadvarsler efter rekordmange drukneulykker.

På bare en uge er fem turister druknet på den populære feriedestination.

Ulykkerne har fået myndighederne til at udsende en landsdækkende sikkerhedsadvarsel til øgruppens mange hoteller og resorter, hvor de opfordrer til skærpet opsyn med de badende turister.

Det er ikke normalt for det tropiske paradis at opleve et så højt antal drukneulykker, som ifølge Daily Mail skyldes den stærke strøm fra nordøst-monsunen.

Årligt besøger omkring 1,4 millioner turister Maldiverne, og i 2017 druknede 31 mennesker.

I januar 2019 er fem allerede druknet, hvor to af dem var et nygift par fra Filippinerne.

Myndighederne har i kølvandet på ulykkerne også iværksat initiativer, hvor der skal markeres sikkerhedszoner for turister, der vil bade i det azurblå hav.

Maldiverne er det mindste land i Asien med små 425.000 indbyggere, der lever på de 1.190 øer fordelt på en 800 km lang strækning.