Et opløst lig i en kuffert er fundet i en sø, præcis som den formodede seriemorder havde fortalt politiet.

Politiet i Cypern har fundet et lig, der menes at være det femte af i alt syv ofre for en seriemorder.

Det opløste lig er fundet i en sø, hvor et andet lig blev fundet i sidste uge. Som med det første lig var også dette placeret i en kuffert, siger en politikilde.

- Et lig er fundet i opløst tilstand. Det kan ikke identificeres og bliver nu bragt til lighuset for at blive undersøgt yderligere, fortæller kilden.

En 35-årig kaptajn i hæren har siden midten af april været i politiets varetægt. Han har tilstået at have dræbt fem kvinder og to piger, der var døtre af to af de dræbte kvinder.

Den formodede seriemorder har selv fortalt politiet, at han har smidt tre af sine ofre i søen, der ligger vest for den cypriotiske hovedstad, Nicosia. Han har forklaret, at han lagde dem i kufferter, som han smed i vandet.

Fire af de dræbte menes at være fra Filippinerne. Blandt dem er en mor og hendes seksårige datter.

De tre andre drabsofre er en kvinde fra Rumænien og hendes otteårige datter samt en kvinde fra Nepal.

Politiet har oplyst, at det har fået to skriftlige tilståelser fra den 35-årige mand, der er anholdt i sagen.

Han har forklaret, at han har mødt kvinderne på nettet. De fleste af dem var ansat som rengøringsdamer eller hushjælpere. De forsvandt i perioden mellem september 2016 og juli eller august 2018.

Søndag var den anholdte mand i retten i en anden sag, hvor politiet mener, at han har voldtaget en filippinsk teenager, der bor i Cypern. Han nægter sig skyldig.

Manden er endnu ikke formelt tiltalt for de syv drab, som han har tilstået over for politiet.

Kun to af de fem lig, der indtil videre er fundet, er blevet identificeret. Det drejer sig om to filippinske kvinder.

Sagen om seriemorderen har udløst stærke reaktioner i Cypern, hvor politiet har fået kraftig kritik for ikke at have undersøgt sagerne om de forsvundne kvinder godt nok.

Fredag fyrede Cyperns præsident landets politichef på grund af fejl i efterforskningen. Dagen inden var justitsministeren trådt tilbage på grund af sagen.

/ritzau/Reuters