Da Lyndsy Doan i den pressede situation ikke kunne lade være med at bruge et bandeord, lød det fra hendes femårige søn Kyle:

»Mor, det skal nok gå, bare tag det roligt.«

Få øjeblikke senere var han væk – og ingen har set ham siden. Det beretter hun til tv-stationen KSBY.

Siden i mandags har der derfor været omfattende eftersøgninger efter barnet ved byen San Miguel i Californien, der har været hårdt ramt af massivt nedbør. Og voldsomme oversvømmelser til følge.

Ifølge faren, Brian Doan, glædede femårige Kyle sig til at komme tilbage i skole mandag, som var første skoledag efter juleferien.
Ifølge faren, Brian Doan, glædede femårige Kyle sig til at komme tilbage i skole mandag, som var første skoledag efter juleferien. Foto: San Luis Obispo County Sheriff's Office
Vis mere

Og det var lige præcis det, Lyndsy Doan blev fanget i mandag morgen, da hun skulle køre sin søn i skole.

For her blev hendes bil pludselig revet bort fra vejen af vandmasserne.

Her tog moren en hurtigt beslutning om, at det bedste ville være at komme ud af køretøjet og forsøge at komme væk fra de store, rasende vandmængder.

»Jeg formåede at få fat i ham, men strømmen greb fat i Kyle, og vores hænder gled fra hinanden,« fortæller Lyndsy Doan:

Redningshold leder efter femårige Kyle.
Redningshold leder efter femårige Kyle. Foto: San Luis Obispo County Sheriff's Office
Vis mere

»Jeg så hans hoved flyde bort, og han kiggede på mig, fordi han flød baglæns til at begynde med.«

Lyndsy Doan blev kort efter reddet op fra vandet af en gruppe mennesker, der fra bredden af vandmasserne fik smidt et reb ud til hende.

»Da jeg spurgte: 'Hvad med Kyle?', sagde de, at de havde set ham, men at han flød på ryggen. Og han var så langt væk, at de ikke kunne smide rebet ud til ham,« fortæller moren.

Bilen blev senere fundet liggende på taget. Dækket af mudder og stumper fra ødelagte træer og buske.

Alt bliver gennemtrawlet i forsøget på at finde femårige Kyle.
Alt bliver gennemtrawlet i forsøget på at finde femårige Kyle. Foto: SAN LUIS OBISPO COUNTY SHERIFFS
Vis mere

Lige siden mandag har politi og redningshold altså ledt efter den femårige dreng. Dog med store udfordringer, for eksempelvis mandag måtte indsatsen afbrydes efter bare fem timer på grund af det voldsomme uvejr.

Og indtil videre uden held.

I den seneste opdatering fra politiet, San Luis Obispo County Sheriff's Office, lyder det, at der onsdag også er blevet indsat dykkerhold.

Faren Brian Doan er allerede begyndt at se de triste realiteter i øjnene.

»Den hårde erkendelse er, at der nok ikke længere er tale om en redningsaktion, og det har ingen forældre lyst til at indrømme. Men jeg vidste det nok allerede efter den første nat,« siger han til CNN:

»For hvad er oddsene for at finde ham i live nu? Og selvom folk forsøger at være optimistiske, og jeg støtter min hustru, så er det hårdt. Den første nat tænkte jeg bare: 'Åh gud, hvorfor har de ikke fundet ham allerede?«