Fem mennesker mistede onsdag livet, da en helikopter styrtede ned i mexicanske Aguascalientes.

Tragedien blev fanget på video af et overvågningskamera, og de lokale myndigheder bekræfter ifølge CNN, at delstatens sikkerhedschef Porfirio Sanchez Mendoza var blandt de omkomne.

På videoen kan man se, hvordan helikopteren ude af kontrol kommer ind i billedet øverst til venstre og rammer jorden med næsen forrest.

Udover Porfirio Sanchez Mendoza omkom de fire andre ombordværende, heriblandt piloten.

Mexicanske myndigheder efterforsker nu tragedien, men ifølge Aguascalientes' guvernør Teresa Jimenez 'tyder alt på', at der var tale om en ulykke.

Hun fremhæver i samme ombæring den 'heroiske' håndtering af situationen fra pilotens side, da det lykkedes at styrte ned på et bart stykke land frem for i en bygning.

Helikopteren var en Eagle 1.