Først bedøvede de hende. Voldtog hende derefter på skift, mens de filmede overgrebet. Så efterlod de hende hjælpeløs, og delte videoen af voldtægten på sociale medier.

Nu skal de tilsammen tilbringe 36 år bag tremmer.

En hyggelig mor-datter-ferie til Italien i oktober 2016 endte som et mareridt for to britiske kvinder.

Kort efter, at hun havde mistet sin mand, drog en britisk kvinde og hendes voksne datter på ferie syd i byen Meta di Sorrento syd for Napoli for at komme til hægterne igen.

Men på feriens sidste dag skete der noget, der ikke bare ødelagde turen, men også den 50-årige mors liv.

Hun blev udsat for en brutal massevoldtægt af en gruppe mænd, som arbejdede på hotellet, hvor de boede.

Nu har en italienske domstol idømt de fem mænd domme på mellem ni og fire års fængsel.

»Forhåbentlig kan dommene hjælpe hende (det 50-årige offer, red.) med at komme videre med sit liv,« siger kvindens advokat, Lucilla Longone til The Sun.

Det hele begyndte ellers meget godt, da den 50-årige kvinde og hendes 26-årige datter spiste middag i hotellets restaurant.

Personalet på hotellet var meget venlige, og på et tidspunkt inviterede et par af de ansatte kvinderne på en drink i baren.

Kort efter blev datteren så dårlig, at hun måtte gå på toilettet for at kaste op.

Da hun kom tilbage, var både moderen og mændene væk.

Hvad datteren ikke vidste var, at mændene også havde putte et bedøvende middel i moderens drink og lokket hende væk fra bar-området.

Derefter voldtog de hende på skift i et rum tæt på hotellets swimmingpool.

Det var først, da mor og datter stod i lufthavnen dagen efter, at den 50-årige kvinde brød sammen og fortalte, hvad der var sket.

Hjemme i England anmeldte hun overgrebet til politiet, og det lykkedes at sikre DNA fra de fem mænd fra hendes fingernegle.

Fordi mændene havde delt en video af overgrebet i en gruppe på WhatsApp, havde politiet et unikt bevismateriale i sagen.

Alligevel udbrød der tumultagtige scener i retslokalet, da dommene blev læst op:

De dømte mænds familier blev rasende og råbte op om magtmisbrug.

Deres reaktioner var så voldsomme, at der måtte tilkaldes ekstra sikkerhedspersonale til retten.