Fem personer er døde, efter et fly fredag styrtede ned i delstaten Nevada i USA.

Det skriver The Guardian.

Flyet er et såkaldt ambulancefly, der bruges til at fragte patienter over længere distancer.

De fem døde i ulykken er piloten, en paramediciner, en flysygeplejerske, en patient og en pårørende til patienten.

I en pressemeddelelse, der er udsendt af Remsa Health, der ejer flyet, oplyser firmaet, at de samarbejder med myndighederne om at finde årsagen til flystyrtet.

Flyet var en del af Remsa Healths 'Care Fligt'-afdeling, der er specialiseret i at transportere patienter via fly og helikopter.

Firmaet oplyser i pressemeddelelsen, at de er »knuste«.

I pressemeddelelsen oplyser firmaet også, at de midlertidigt indstiller alle flyvninger.