Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

En 52-årig irakisk asylansøger i USA er tirsdag blevet anholdt og sigtet for at planlægge et drab på den tidligere præsident George W. Bush. Ifølge et medie har sagen forbindelse til Danmark.

Først til den 52-årige mand.

Det amerikanske justitsministerium oplyser i en pressemeddelelse, at FBIs terrorenhed har anholdt manden tirsdag morgen.

Han er klokken 14.30 lokal tid blevet sigtet for attentatforsøget. Men han skulle angivelig ikke have tænkt at handle alene.

Ifølge en FBI-ransagningskendelse, som Bloomberg har set, var det planen, at fire andre irakere skulle smugles ind i USA. Alle sammen var tiltænkt forskellige roller i attentatet.

De fire personer skulle smugles ind via Mexico fra Egypten, Tyrkiet og Danmark. Det amerikanske justitsministerium bekræfter, at planen var at smugle personer ind fra andre lande.

Ifølge Bloomberg kom FBI på sporet af den 52-årige tidligere på året. Han afslørede angivelig sig selv, da han over for en FBI-agent, der arbejdede undercover, fortalte, at han planlagde at likvidere den tidligere præsident i hans hjem.

I februar kørte den 52-årige sågar også rundt i Dallas og Crawford, hvor han overvågede den tidligere præsidents hjem og kontorer.

De fire personer, som skulle smugles ind, var tiltænkt at skaffe våben og varevogne, så snart de satte fødderne på amerikansk jord.

De fem personer ønskede at dræbe Bush, fordi »de følte, at han var ansvarlig for at dræbe mange irakere og at bryde hele landet Irak fra hinanden«, lyder det ifølge Bloomberg.

Den 52-årige, som nu er i de amerikanske myndigheders varetægt, ankom til USA i september 2020. I marts 2021 ansøgte han om et amerikansk statsborgerskab, som har været i proces siden.

Han boede i Columbus, Ohio, hvor han også blev anholdt.

Det fremgår ikke, hvor de fire medgerningsmænd i øjeblikket befinder sig.

George W. Bush har ikke selv kommenteret udmeldingen fra de amerikanske myndigheder.