Da Boris Johnson var dreng, sagde han, at han ville være premierminister, når han nu ikke kunne blive konge.
Han blev premierminister og vandt ovenikøbet efterfølgende en jordskredssejr og sikrede sit konservative parti det største flertal siden Margaret Thatcher.
Ligesom med Thatcher var det hans egne, der i sidste ende gjorde det af med deres leder. Men i modsætning til jernladyen var der ikke megen selvrefleksion at spore i Boris Johnsons afskedssalut foran Downing Street, som B.T. overværede.
Boris Johnson var selvgratulerende i forhold til det, han ser som sine mange sejre, og nævnte nærmest ikke sine nederlag. Faktisk lod han forstå, at grunden til hele miseren var, at hans egne parlamentarikere åbenbart ikke forstod alvoren for dem af, at han nu må forlade posten.
Der var ingen undskyldninger eller bare beklagelser for de mange regelbrud, den dårlige dømmekraft eller usandhederne, som i sidste instans kostede ham det job, han fra barnsben havde udset som sit.
Heri ligger nok Boris Johnsons største fejl, og der er ellers nok at tage af. Han har absolut ingen selvindsigt og heller ingen ydmyghed. Hverken over det embede, han har bestridt, eller over for det demokratiske system, som møjsommeligt er blevet bygget op over hundredvis af år.
Boris Johnsons projekt handlede allermest om ham selv. Han blev udelukkende Brexit-tilhænger, fordi han så, at det kunne være vejen til Downing Street. Han så rigtigt, men som altid, når det gælder Boris Johnson, så overså han fuldkommen omkostningerne for det land, han siger, han elsker højere end noget andet.
Kombinationen af det, man i Storbritannien kalder entitlement, altså en selvfølgelig ret til den position, man har, kombineret med en fandenivoldskhed og et naturligt folketække gjorde ham til sin generations mest berømte europæiske politiker. Han virkede usårlig.
Han overvandt skandale efter skandale med en overbevisende selvfølgelighed. For der gjaldt naturligvis andre regler for Johnson end for almindelige dødelige. Hvis han var i knibe, begyndte han at citere 'Iliaden' på oldgræsk – bare for at vise afstanden mellem ham og flokken.
Og briterne elskede det. Han var både overvægtig, dårligt klædt og bedøvende ligeglad. Han var larger than life – altså indtil livet indhentede ham.
Spørgsmål er, om han overhovedet har en politisk arv, han efterlader? Det skulle da lige være det, at det er muligt at slå maskinen, hvis man er fræk nok.
Kongsprojektet var Brexit, men som sagt, så var han aldrig selv overbevist om løsrivelsen. I starten allierede han sig med vilde og dygtige hjerner – som den særlige rådgiver Dominic Cummings. Men før eller siden rager alle uklar med Boris Johnson, og disse kompetencer blev gradvist udskiftet med udygtige alternativer, hvis primære kvalitet var udelt lydighed over for Boris Johnson.
Han tog ved afskeden i Downing Street æren for den britisk udviklede covid-19-vaccine, men den havde intet med ham at gøre. Det havde til gengæld den katastrofale slingrekurs gennem pandemien.
Han kan med nogen ret sole sig i at have vist vovemod og rygrad over for Rusland. Storbritannien har været den mest bastante støtte af Ukraine og præsident Zelinskyj. Men selv her er det svært ikke at mistænke Boris Johnson for at have forsøgt at rette søgelyset imod Rusland for at prøve at dukke sig for de pinlige partygateskandaler.
Boris Johnson efterlader sig et land, der ikke ved, hvor det hører hjemme efter bruddet med EU, et hæderkronet parti, der ikke ved, hvilket ben det skal stå på, og et politisk system, hvor den politiske ledelse bevidst har forsøgt at snyde på vægten og har sat Storbritanniens ry som et foregangsland i verden på spil.
Historien kommer næppe til at være mild over for kaospiloten Boris. Der kom, så og sejrede, men som aldrig rigtig havde andre interesser end at dyrke sit eget ego. Oprydningsarbejdet bliver stort. Som en bekendt sagde, mens han løftede sit ølglas i London torsdag efter middag: »Good riddance, Mr. Johnson!«
Der er mange briter på begge politiske fløje, der er glade for at være kommet af med fænomenet Boris Johnson.
