Boris Johnson er en vildbasse. Det har han altid været, og det var på sin vis dette, der appellerede til millioner af vælgere, der ellers ikke stemte konservativt, da han ryddede bordet ved valget i 2019. For briterne kendte jo godt hans blakkede fortid, da de stemte ham ind.

Der er intet i vejen med vildbasser. På sin vis er det dejligt forfriskende med en politiker med en smittende karisme, der har formået at få flyttet den politiske debat væk fra de bonede gulve. At få skabt begejstring og eventyrlyst i befolkningen. For det var jo det, brexit var. Troen og håbet om, at græsset er grønnere på den anden side, og modet til at kaste sig ud i det ukendte.

Men Boris Johnson er ligesom Donald Trump bedst i medvind. Faktisk har netop de to statsledere vist sig decideret farlige i modvind. Jeg har flere gange understreget, at der er meget stor forskel på Trump og Johnson, og det mener jeg stadig, men …

Der er desværre nogle klare og umiskendelige ligheder. Det handler blandt andet om helt uden samvittighedskvaler at kunne lyve, hurtigere end en hest kan rende. Trump gjorde det fra første dag på kontoret, hvor han ved sin indsættelse påstod, at The Mall foran Det Hvide Hus aldrig havde været mere fyldt af mennesker, selvom enhver kunne se, at det var løgn.

Der er mange ligheder mellem Donald Trump og Boris Johnson, og ikke kun i det ydre.
Der er mange ligheder mellem Donald Trump og Boris Johnson, og ikke kun i det ydre. Foto: SAUL LOEB
Vis mere

Denne bevidste løgn tog i den grad pressen på sengen og var et varsel om det, der forestod. Når man ikke kan regne med, hvad en leder siger, og vedkommende er fuldstændig ligeglad med at blive taget i en åbenlys løgn og stædigt fastholder sin udlægning af sandheden, så er det svært at føre en normal, kritisk dialog.

De efterfølgende fire år blev præget af en fiktiv parallelvirkelighed, der kulminerede i løgnen omkring Trumps valgnederlag. En løgn, der førte til stormen på Kongressen og en fortsat eksisterende parallel virkelighedsopfattelse, som gør, at en stor del af USAs befolkning stadig køber præmissen om, at Trump blev snydt for sin valgsejr.

Boris Johnson er ikke lige så vild som Donald Trump – det er der få, der er – men den britiske premierministers løgne og måde at omgås normal praksis på er i sig selv farlige for det britiske demokrati.

Boris Johnson løj, da han i 2016 påstod, at brexit ugentligt ville tilføre 350 millioner pund – cirka 3,2 milliarder kroner – til det britiske sundhedsvæsen. Denne løgn var et omdrejningspunkt i kampagnen, der sikrede den vigtigste politiske beslutning i nyere britisk historie.

Han brød bevidst loven, da han sendte parlamentet hjem i 2019, fordi det ikke ville makke ret, og han har med stor sandsynlighed vildledt parlamentet eller ligefrem direkte løjet angående de mange fester, der blev holdt i Downing Street under de britiske coronanedlukninger.

Problemet med Boris Johnson er, at han selv vil definere, hvad en løgn er, og den er sjældent den samme i hans optik som i andres. Hverken Johnson eller Trump spiller efter de uskrevne forventninger om en vis ordentlighed hos statsledere, i forhold til hvornår man tilsidesætter egne interesser for statens.

Både Boris Johnson og Donald Trump vil helst definere deres egen virkelighed. Det er ikke nødvendigvis i demokratiets interesse.
Både Boris Johnson og Donald Trump vil helst definere deres egen virkelighed. Det er ikke nødvendigvis i demokratiets interesse. Foto: PETER NICHOLLS
Vis mere

Ordentlige konservative premierministre i Storbritannien – og dem har der været mange af – ville for længst selv være gået eller have fremtvunget en mistillidsafstemning, så luften kunne blive renset.

I stedet klamrer Boris Johnson sig til magten, som var det kun den, det hele gjaldt om. Da Boris Johnson som dreng blev spurgt, hvad han ville være, når han blev stor, svarede han, at han ville være premierminister, når nu han ikke kunne blive konge eller kejser.

Denne type magtmennesker er farlige. Boris Johnson kunne lige så godt have været frontmand for kampagnen, der ønskede at forblive i EU, hvis de ville have haft ham. Hans virkelige interesse er ikke politik, men ham selv. Denne narcissisme deler han med Donald Trump. Verden er et bedre sted uden dem ved roret.