En amerikansk far til seks er omkommet i en vanvidsulykke, mens han var på stranden.

Ulykken fandt sted på stranden Oak Island i delstaten North Carolina. Her var Lee Dingle på 37 af sted med tre sine seks børn, da han blev ramt af en massiv bølge, som væltede ham omkuld.

Faldet var så voldsomt, at han brækkede nakken, da han ramte sandet. Samtidig hævede hans svælg så meget, at hans hjerne var uden ilt for længe til, at han kunne reddes.

Det har fået Lee Dingles kone Shannon Dingle til at gå på Instagram og beskrive den tragedie, som har ramt familien.

Her forklarer hun, hvad der skete på stranden, og hun kalder det selv for en 'freak accident'.

'Vi mødtes, da jeg var 18 og han var 19, og vi har været sammen lige siden. Det var ikke meningen, at jeg skulle sige farvel som 37-årig. Jeg ved ikke, hvordan jeg er voksen uden ham, men jeg må lære det. Jeg ville bare ønske, jeg ikke skulle,' skriver hun.

I forbindelse med ulykken ilede redningspersonale til stedet, men Lee Dingles liv stod ikke til at redde. Det har redningstjenesten på Oak Island-stranden været ude og fortælle på Facebook.

Lee Dingle bliver af kollegaer fra Atlas Engineering i North Carolina, hvor han for få uger siden var blevet chef, beskrevet som en helt unik kollega og ven.

»Lee var rolig, venlig, ydmyg og meget meget dygtig. Han satte altid andres behov over sine egne. Hans slags ser man ikke ret ofte. Vi vil savne ham helt forfærdeligt,« siger Tom Caldwell, senior partner hos Atlas Engineering ifølge CNN.

Han fremhæver blandt andet, at Lee Dingle, der er far til seks børn, sammen med hustruen Shannon havde adopteret fire af de seks børn, parret havde.

Samtidig var Lee Dingle en del af et tilkaldehold, som tog ud og gennemsøgte kollapsede bygninger for overlevende eller omkomne efter ulykker.

Efter den tragiske ulykke er der blevet oprettet en Gofundme for at hjælpe familien gennem den kommende svære tid. I skrivende stund er den nået op på over 140.000 dollars, hvilket svarer til over 900.000 kroner.