Politiet i den amerikanske delstat Kentucky oplyser, at en far har slået sin nyfødte søn ihjel, efter at han tabte et computerspil.

Den 26-årige Anthony Trice stod for en dommer tiltalt for mord på den lille dreng, og hans kaution blev sat til en million dollar (godt 6,7 millioner kroner).

Hans søn var oprindelig indlagt i meget alvorlig tilstand, men han kunne ikke overleve.

Anthony Trice var fredag alene hjemme sammen med sin en måned gamle søn, som han passede, mens han spillede computerspil.

Da han tabte et spil, blev han vred og frustreret og kastede med fjernbetjeningen og slog sin søn i hovedet. Det skriver den lokale tv-station WAVE.

Ifølge politiet tog Trice derefter sin søn op for at trøste ham, men på vej ud i køkkenet tabte han ham på gulvet.

Lidt senere gik han på badeværelset, men da han kom tilbage, så han, at babyen havde alvorlige problemer, og han ringede straks til 911.

Drengen blev hastet på hospitalet, men han døde søndag af sine kvæstelser.

Barnets bedstemor har sat en side op på GoFundMe, og af den fremgår det, at den afdøde dreng hedder De'Anthony Trice.

På siden oplyses også, at ingen medlemmer af familien overværede, hvad der var ved at ske.

Og at de trænger til økonomisk hjælp med at klare udgifterne til begravelsen.