En forfærdelig tragedie ramte en amerikansk familie fra New Jersey i weekenden. En mor og hendes et-årige søn døde på få minutter af kulilteforgiftning i familiens bil, mens faderen var ude at grave køretøjet fri af sneen.

Lørdag aften klokken 20:00 steg familiefaderen Felix Bonilla Jr., ud af familiens bil for at grave køretøjet fri af sne og is, så de kunne parkere hjemme i byen Passiac, skriver ABC7.

Inde i bilen sad hans hustru, 23-årige Sashalynn Rosa og parrets to små børn og forsøgte at holde varmen.

Bilens motor var tændt, og hvad ingen i familien var klar over var, at bilens udstødningsrør var blevet tilstoppet af sneen. Dermed kunne den kulilte, der blev dannet under motorens forbrænding, ikke ledes væk.

Det tog derfor kun få minutter, før den lugtfrie og usynlige gasart fyldte kabinen og gjorde Sashalynn Rosa og børnene bevidstløse.

Klokken 20:11 var Felix Bonilla Jr. færdig med at skovle sne. Han åbnede bildøren og fandt familiens tre øvrige medlemmer livløse.

Moderen og den etårige søn Messiah døde på stedet, mens den treårige Saniyah mirakuløst blev holdt i live af de redningsfolk, der nåede frem kort efter.

Et øjenvidne til den forfærdelige episode fortæller om de tragiske minutter:

»Jeg forsøgte at hjælpe pigen med mund til mund. Redningsmandskabet knoklede så hårdt for at redde barnet,« siger Isabel Carmona til ABC7.

Saniyah er efterfølgende blevet indlagt på St Mary's Hospital i byen Paterson. Ifølge ABC7 er hendes tilstand meget kritisk.

Hendes bedstefar fortæller, at lægerne ikke tror, at hun klarer den.

»Det er hårdt at miste dem på den måde,« siger Felix Bonilla Jr's far, der også bærer navnet Felix Bonilla.

Venner af familien siger til Eyewitness News, at Felix Bonilla Jr. er en far, som bruger al sin tid med sine børn, når han ikke passer sit job hos en grossist, der leverer mad til restauranter.

Siden tragedien har han været ved sin overlevende datters side, og han er ifølge sin far fuldstændig knust.

Det lokale politi oplyser, at tragedien bør minde folk om, at det er bydende nødvendigt at tjekke, at ens udstødningsrør er tomt og frit for sne.

Det tager nemlig ingen tid at få sin bil fyldt op med den dødsensfarlige kulilte, hvis den ikke kan komme ud, oplyser Chris DiBella, der er politimester i Passaic. Han opfordrer på det kraftigste til, at man renser sit udstødningsrør, før man overhovedet starter sin bil.

Herunder kan du se et amerikansk indslag om episoden: