Højgravid med en søn på vej og alt var fryd og gammen. Sådan var livet for Sierra Sharry og hendes mand Lane Smith. Men blot to uger før deres søn Taos kom til verden, skete det utænkelige.

Sierra og Lane var på udflugt. Sierra tog hjem, fordi det blev for varmt, og klokken halv tre om natten fik hun opkaldet. Lane var faldet og kørt til på skadestuen for at blive undersøgt. Bare en rutineundersøgelse. Den højgravide Sierra tog til skadestuen, og mens hun sad i uvished og ventede kom en hospitalsmedarbejder ud. Hun talte med Sierras mor.

»Lige der vidste jeg, at noget var galt. Min mor gik over til mig, og der begyndte jeg bare at græde. Jeg var bange. Vi blev flyttet til at afsides rum, hvor vi fik at vide, at der intet håb var,« skriver Sierra Sharry på sin Facebook-profil.

Sierra Sharry havde mistet sin mand, og hendes ufødte barn havde mistet sin far.

»Siden den dag har jeg følt mig helt tom inden i. Jeg vil for altid mangle en del af mig selv. Jeg elskede den mand, mere end jeg elskede selve livet,« fortæller Sierra Sharry.

Nu er det så lykkedes Sierra Sharry at forevige sig selv og sin søn Taos med den afdøde husbond og far på et billede. Hun tog kontakt til en fotograf, som tog nogle helt almindelige familieportrætter af Sierra og den nu seks måneder gamle søn. Derefter redigerede fotografen et af billederne, så en silhuet af den afdøde mand er med på billedet.

Den rørende historie om Sharry, Smith og Tao gik hurtigt verden rundt, efter hun postede billederne på Facebook. Sierra Sharry fortalte derefter i et interview med den amerikanske tv-station CNN, hvad billedet betyder for familien.

»Lane er ikke fysisk til stede, men det billede viser os, at han altid holder øje med os, og at han altid vil være der for os uanset hvad,« sagde hun til CNN.