Elisa Biancos far, Leo, mener, at datteren har fortjent sin straf for at have ødelagt sin kvindelige lærers liv ved at lyve for hende og udnytte hende.

Den 52-årige far forstår ikke, hvorfor Elisa Bianco begyndte at lyve. For hun var bestemt ikke et barn, der ikke fik kærlighed og omsorg, fortæller han til The Sun, ifølge Daily Mirror.

»Det hun har gjort er forfærdeligt, og hun fortjener at blive straffet,« siger 52-årige Leo til The Sun.

Han fortæller samtidig, at Elisa Bianco pludselig havde en sygdom, hvis hun fandt ud af, at andre også havde den.

Og når hun først begyndte sine løgne voksede de sig bare større og strørre, fortæller Leo, der er it-medarbejder i Southampton i England.

Historien om Elisa Bianco begyndte for seks år siden, da den dengang 16-årige pige mødte Sally Retallack på St Austell College i Cornwall i det sydvestlige England.

Det var her på St Austell College i det sydvestlige England, at det store fupnummer begyndte.
Det var her på St Austell College i det sydvestlige England, at det store fupnummer begyndte. Foto: Google Street View
Vis mere

Her bildte Elisa Bianco sin lærer Sally Retallack ind, at hun var ramt af angstanfald, hvilket fik den omsorgsfulde lærer til at hjælpe eleven, skriver Daily Mirror.

Derudover gav Sally Retallack omkring 500 kroner samt sin adresse til Elisa Bianco, da hun dimitterede. Hvis hun nu skulle få brug for hjælp en anden gang.

Mareridtet begyndte for alvor, da Elisa Bianco få dage senere troppede op på Sally Retallacks adresse med et blåt øje. Det var hendes fordrukne mor, der havde slået hende, lød forklaringen. Men det viste sig at være en kæmpe løgn.

Men det vidste den omsorgsfulde lærer ikke, så hun tog Elisa Bianco til sig og lod hende bo ved familien.

Nogle måneder senere fik den unge kvinde en plads på Plymouth University, hvor Sally Retallack havde fået hende ind. Men efter tre uger blev den ‘uheldige’ Elisa Bianco ramt af endnu en sygdom.

Denne gang var det kræft i den ene nyre, fortalte hun. Det var så slemt, at Elisa Bianco kun havde tre måneder tilbage af sit liv, løj hun, ifølge Daily Mirror.

Derfor handlede Sally Retallack hurtigt. Hun sagde sit job op og endte med at bruge mere end 20.000 kroner på, at den ‘døende’ patient kunne få opfyldt sine 20 største ønsker, skriver Daily Mirror.

Elisa Biancos gigantiske spindelvæv af løgne endte med at koste Sally Retallack ægteskabet, inden den omsorgsfulde lærer opdagede sandheden.

Løgnen blev først afsløret, da Elisa Bianco glemte sin mobiltelefon hjemme hos Sally Retallack. Her ringede eksmanden Ralph til Elisa Biancos far, som ikke anede noget om datterens sygdom.

Det fik Sally Retallack til at opsøge hospitalerne, hvor Elisa Bianco gik til behandling. Men hospitalerne anede heller ikke noget om den nu 22-årige kvindes påståede sygdomme.

På vej ud af døren mødte Sally Retallack sin ‘patient’, som indrømmede, at det hele var en stor løgn.

Det gigantiske fupnummer, som varede i flere år og ødelagde specielt Sally Retallacks liv, har kostet Elisa Bianco to år og otte måneders fængsel.