Kærlighedens veje er uransagelige. Det kan en 28-årig kinesisk kvinde i den grad skrive under på.

Hendes historie lyder nemlig som noget, der kunne være taget ud fra en romantisk komedie i Hollywood.

Du ved, en af de film, hvor den kvindelige hovedperson skal alt muligt igennem, inden hun efter en stribe komplikationer finder lykken med Ryan Gosling eller Zac Efron.

I virkelighedens verden har kvinden, Zhao Xiaoqing, fundet kærligheden imod alle odds, kan man sige.

Zhao Xiaoqing skulle egentlig bare på date med en mand, ligeledes 28-årige Zhao Fei, men pludselig lockdown i byen Xianyang i Shaanxi-provinsen betød, at hun var fanget i hans hjem.

I en måned. Fra midten af december.

Sammen med hans forældre.

Nu har parret annonceret, at de er blevet forlovet og planlægger at blive gift.

»I begyndelsen var det pinligt for mig at bo i en anden persons hjem. Men jeg fandt hurtigt ud af, at de var nemme at omgås, og jeg vænnede mig til livet hos dem,« siger Zhao Xiaoqing til South China Morning Post.

Parret håber at kunne komme ud af coronalockdown omkring det kinesiske nytår 1. februar, og de håber at kunne planlægge bryllup om et halvt år.

»Jeg værdsætter virkelig kærligheden imellem os. Det er den største høst i 2021. Jeg er taknemmelig for den specielle karma,« siger Zhao Qiaoqing til Global Times.

Mon ikke Hollywood snart skal få omsat den historie til en film...