Antallet af gidsler, der blev dræbt på gasanlægget i Algeriet, er angiveligt langt større end først antaget.

De algeriske myndigheder har opjusteret antallet af gidsler, der blev dræbt under det højspændte drama i ørkenbyen In Amena.

Efter at have fået mere overblik over situationen efter de fire dages gidseltagning på gasanlægget vurderer de algeriske sikkerhedsstyrker, at 48 gidsler er blevet dræbt. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tidligere søndag fortalte den algeriske TV-station Ennahar, at der var blevet fundet 25 lig på gasanlægget, og de har åbenbart vist sig at være gidsler. Det hidtidige bud på antallet af dræbte gidsler lød på 23.

Dermed er det samlede antal dræbte oppe på 80, da 32 gidseltagere også har mistet livet. Men sikkerhedsstyrkerne vurderer, at antallet af dræbte vil stige yderligere, da de stadig er ved at finkæmme området og forventer at finde flere lig.

Blandt de gidsler, der fortsat er savnet, er briter, nordmænd, amerikanere og japanere. Søndag meddelte en talsmand for det japanske ingeniørfirma JGC Corporation, at 61 ud af selskabet 78 medarbejdere på gasanlægget er i sikkerhed, men at man fortsat ikke kender de resterende medarbejderes skæbne. Ifølge Yahoo News oplyser et øjenvidne til nyhedsbureauet AFP, at ni japanske gidsler blev henrettet af gidseltagerne under befrielsesaktionen.

Terrorlederen Mokhtar Belmokhtar, der var mistænkt for at stå bag gidselstagningen, har søndag påtaget sig skylden for angrebet i en video, oplyser et mauretansk medie ifølge Reuters.

- Vi i al-Qaeda forkynder denne velsignede operation. Vi er parate til at forhandle med Vesten og den algeriske regering, hvis de stopper bombningen af Malis muslimer, siger Belmokhtar i videoen. Terrorlederen, der er kendt for sit ene øje, kæmpede som guerilla i Afghanistan i 1980erne og i den algeriske borgerkrig i 1990erne.