»Mine forældre blev myrdet.«

Sådan lyder det ifølge news.com.au fra James Rizk. Han er søn af Albert og Maree Rizk, der begge omkom, da MH17-flyet fra Malaysia Airlines blev skudt ned i 2014. I alt blev 289 dræbt.

James Rizk var sammen med sin søster, Vanessa Rizk, igennem på et videolink fra Australien til retssalen i Holland.

Retssagen, der begyndte 9. marts 2020, er nu nået til høringer af pårørende til de omkomne, og James og Vanessa Rizk var blandt de første til at fortælle.

Vanessa Rizk, der kun var 22 år, da hun mistede sine forældre, pegede på Putin og hans regering som en del af det »politiske mareridt«, der forårsagede styrtet.

Hun beskrev den efterfølgende tid som »en syv år lang, smertefuld, gentagende rutsjebanetur, som jeg ikke ville ønske min egen værste fjende«.

Alle ombord døde, da et missil skød flyet ned. Flyet, som fløj fra Amsterdam til Kuala Lumpur, var i luften over det østlige Ukraine, da det blev skudt ned. James og Vanessa Rizks forældre var på vej hjem til Australien fra en ferie i Europa.

James Rizk udtrykte i retten dyb frustration over, at ingen er blevet stillet til ansvar, skriver news.com.au.

»Sandheden er, at vi nok aldrig får en konklusion eller fuldstændig afklaring af, hvem der dræbte mor og far.«

Retssagen vil høre forklaringer fra flere familier, der mistede deres slægtninge i styrtet, over minimum de næste to uger.

De hollandske anklagere sigtede sidste år russerne Igor Girkin, Sergej Dubinskij og Oleg Pulatov samt ukraineren Leonid Khartjenko for mord og manddrab i sagen. De fik angivelig flyttet missilsystemet ind i Ukraine fra Rusland og planlagde affyringen 17. juli i 2014.

Undersøgelser har vist, at et russisk missilsystem affyrede den raket, der ramte flyet og fremtvang styrtet. Rusland har vedholdende afvist, at landet stod bag nedskydningen. Missilet var på ukrainske hænder, siger russerne.