Torsdag blev en kun 14-årig pige fundet død i sit hjem i den svenske by Nacka tæt på Stockholm.

Først blev hendes død behandlet som et selvmord – men senere viste det sig, at der var tale om en forbrydelse. Det skriver Expressen.

Da politiet ankom til stedet, oplyste familien på stedet, at pigen havde taget sit liv. Kort efter anholdt man pigens mor, hendes bror og en kusine, der alle er mistænkt for drab. Moren kom til Sverige med sine børn for relativt nylig.

Baggrunden for anholdelsen var, at familiemedlemmernes historier om, hvad der skete i forbindelse med pigens død, ikke så ud til at holde stik. Politiet mistænker et arrangeret statueret selvmord, der skulle dække over drabet på pigen. Ifølge oplysninger i politiets efterforskning skal motivet til drabet have været æresrelateret.

De mistænkte havde givet forskellige forklaringer af, hvad der var sket. De havde også skjult genstande efter pigens død.

Det drejede sig om genstande, der ifølge familien skulle være brugt ved det formodede selvmord, men også om pigens mobiltelefon.

En uge før drabet skal pigen have hængt ud med venner efter skole, og det skulle familien efter sigende ikke være særlig glad for. Sådan en reaktion var ikke overraskende for skolen, der havde oplevet lignende før.

Skolen var derfor meget bekymret, da pigen blev meldt syg torsdag – samme dag man fandt hende død om aftenen.

Drabsmistankerne er også blevet styrket, efter at en retsmediciner fandt ud af, at skaderne på pigen ikke stemte overens med den historie, som familiemedlemmerne havde givet om, hvordan selvmordet skulle være foregået.