Op mod fem millioner ukrainere kan tvinges på flugt, hvis krigen kommer. Mange har prøvet det før. En tidligere krigsfange fortæller sin historie til B.T.

Sergei (hans rigtige navn er redaktionen bekendt, red.) er en af mange ukrainere, der har lidt under den langvarige krise med Rusland.

»Jeg blev stoppet ved en kontrolpost, og da de så mine papirer, gav de mig en sæk over hovedet og bandt mine hænder,« siger Sergei til B.T.

Tidsmæssigt er vi tilbage til krigen mod Rusland i 2014. Sergei var pastor i en kirke, men tjente ekstra penge på at oversætte for og hjælpe journalister.

B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, dækker krisen i Ukraine fra Kiev
B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, dækker krisen i Ukraine fra Kiev
Vis mere

»Jeg havde fået et stempel i mine papirer, de ikke forstod, og det var nok til, at jeg blev smidt i et hul med 18 andre. Her var jeg i ti dage, og jeg var rædselsslagen. De fortalte mig, at de ville smadre mine knæskaller, skære ørerne af mig og sågar henrette mig,« siger Sergei.

De andre i hullet blev jævnligt tævet, og han var ikke sikker på, om alle overlevede. Men han selv blev kun udsat for psykisk vold – måske fordi han var kirkens mand.

»Til slut slap de mig ud, og min kone, mine børn og jeg besluttede, at vi måtte flygte fra Donetsk, hvor vi boede. Det betød også at efterlade det hus, som var vores livs fælles drøm, og som vi lige var blevet færdige med.«

Sergei og familien ejede nu absolut intet, og de turde ikke være i den russisk-kontrollerede Donetsk-region. Så de tog til Kiev.

Sergeis kone og to børn i gang med at male deres nye hus i Donetsk i 2014, umiddelbart før han blev taget til fange og de måtte flygte.
Sergeis kone og to børn i gang med at male deres nye hus i Donetsk i 2014, umiddelbart før han blev taget til fange og de måtte flygte.
Vis mere

»Jeg følte, at det var enden på mit liv, enden på, hvem jeg var. Vi havde ingen penge og ingen ejendele. Vi måtte starte helt forfra et sted, hvor de så skævt til os, fordi vi kom ude østfra. Det var hårdt, men vi var jo langt fra de eneste, der fik revet livet i stykker af krigen,« siger Sergei til B.T.

Mindst halvanden million ukrainere blev internt fordrevne som følge af krigen i 2014. Mange af disse lever stadig i dag en kummerlig tilværelse langt fra familie og venner. Men Sergei talte engelsk, og det blev hans redning.

»Mit netværk i kirken reddede min familie, og vi fik lov at bo gratis i et sommerhus. Derfra startede vi helt forfra. Jeg tog forfaldende arbejde og fik muligheden for at køre taxi, og jeg begyndte at arbejde som oversætter igen.«

Langsomt byggede familien et nyt liv i Kiev. Men det var op ad bakke i mange år.

»Vi er flyttet fem gange på seks år. Det betød også nye skoler til børnene hele tiden. Det var virkelig hårdt, men vi stod sammen og kom igennem det.«

Sergei måtte forlade sit hus og alt han ejede i 2014. Nu frygter han, at det kan ske igen
Sergei måtte forlade sit hus og alt han ejede i 2014. Nu frygter han, at det kan ske igen
Vis mere

Sergei siger, at hans tro hjalp ham gennem den svære tid, men han indrømmer en stor indre vrede.

»Som kristen burde jeg tilgive, men jeg hader dem. Jeg hader de russere, der skulle ødelægge vores liv. Det er ikke noget, jeg er stolt af, men sådan er det. De har smadret mit land, og nu vil de gøre det igen,«

Sergei fortæller B.T., at han næsten ikke kan bære tanken om endnu en krig, og han sad natten til lørdag og holdt sin kone i hånden, mens de diskuterede, hvad de gør, hvis russerne kommer.

»Det vil være ubærligt, men jeg kan ikke leve her, hvis russerne kommer til at styre Ukraine. Så må vi endnu engang smide alt det, vi har opbygget og tage væk.«

Sergei kigger ud over det Kien, han har lært at holde af. Men har frygter at familien igen kan tvinges på flugt
Sergei kigger ud over det Kien, han har lært at holde af. Men har frygter at familien igen kan tvinges på flugt
Vis mere

Sergei har i dag et mindre vognmandsfirma. Med de få penge, han har tjent, har han købt brugte lastvogne, og indtil krisen kom, så fremtiden lysere ud.

»Det hele kan blive taget fra os igen. Hvis de kommer, så må vi emigrere til EU eller til USA. Jeg vil ikke kunne bære at underkaste mig russerne igen,« siger Sergei.

Hans familie bliver formodentlig langt fra de eneste, der i så fald vil forlade Ukraine, og det piner den 50-årige ukrainer.

»Jeg elsker mit land, og jeg vil allerhelst bare blive her. Men russerne gør alt de kan for at smadre det. Det eneste, jeg drømmer om, er at kunne vende tilbage til den hverdag, vi endelig havde fået op at stå. Jeg beder til Gud om, at denne krise slutter snart.«