En familie fra Essex i Storbritannien blev, for at sige det mildt, fyldt med afsky, da de fandt et afhugget øglehoved i en dåse vegansk bolognesesovs.

Sovsen var købt i supermarkedskæden Lidl af moren i familien, den 47-årige Polly Wheaton. Det skriver Walesonline.

Hun havde travlt og var strøget ud ad døren for at købe ingredienserne til vegansk bolognese til sine tvillingedøtre, Isabelle og Megan på 20 år.

Men da datteren Isabelle skulle spise de sidste mundfulde af sin suppe, blev hun chokeret over at se et skællet hoved i maden.

Familien er overbevist om, at øglehovedet var i den dåse tomater, som var købt i supermarkedet.

»Det var traumatiserende – min datter kan stadig ikke spise ordentligt efter det her,« siger Polly, der bor i Shoeburyness i Essex

Hun afviser, at det har noget med vegansk føde at gøre. Det kunne lige så godt være sket, hvis de havde spist kød.

Men hun mener, at Lidl skulle have kaldt partiet tilbage. Moren har klaget til Lidl, men har ikke fået nogen ordentlig tilbagemelding endnu.

»Jeg har været efter dem i seks uger. Det eneste, de har oplyst over for mig, er, at deres reklamationshold stadig ser på sagen.«

Hun fandt øglehovedet 27. maj.

Politiet oplyser, at øglehovedet var på størrelse med en tommelfingernegl. Derfor opdagede moren det ikke, da hun hældte ingredienserne ned i sovsen.

Ifølge Polly Wheaton handler hun normalt ikke i Lidl, men under nedlukningen på grund af coronavirussen var det det nærmeste supermarked.

»Der skal jeg ikke ind igen,« siger hun.

En talsmand for den tyske supermarkedskæde Lidl siger: »Vi er meget kede af at høre, hvad der er sket, og vi vil gerne undskylde for det ubehag, det har givet.«