Mindst 10 mennesker har mistet livet efter den voldsomme brand, der torsdag aften hærgede i en 14 etagers beboelsesejendom i Valencia.

Det skriver El Pais

Fire af ofrene kommer fra samme familie: En far, en mor, en treårig pige og en nyfødt.

Brandfolkene har nu fået adgang til bygningen, og de er i gang med at inspicere lejlighed for lejlighed. Komplekset indeholder i alt 138 boliger.

Flammerne fik hurtigt fat og spredte sig på en halv time til hele den 14-etagers høje bygning i Valencia torsdag aften. 
Flammerne fik hurtigt fat og spredte sig på en halv time til hele den 14-etagers høje bygning i Valencia torsdag aften.  Foto: Jose Jordan/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Tidligere fredag forlød det i flere spanske medier, at der stadig savnes 19 personer i bygningen, men myndighederne har ikke bekræftet denne udmelding.

Pilar Bernabé, der regeringens udsendte til området, siger:

»Jeg kan bekræfte, at politiet har lokaliseret 10 dræbte i bygningen.«

15 personer er blevet behandlet på et opstillet felthospital efter branden. Heraf syv brandfolk. Ingen af dem er i livsfare.

På blot en halv time spredte branden sig torsdag aften til hele ejendommen, der blev bygget i begyndelsen af nullerne.

Den brød ud ved 17.30-tiden i bydelen Campanar.

Branden skal være opstået på fjerde etage i ejendommen.

Den spanske premierminister Pedro Sánchez siger, at han er »forfærdet« over branden i Valencia.

10 mennesker er indtil videre meldt døde i den voldsomme brand i Valencia. Brandfolk inspicerer bygningen hvor der stadig kan være mennesker, som ikke slap ud. 
10 mennesker er indtil videre meldt døde i den voldsomme brand i Valencia. Brandfolk inspicerer bygningen hvor der stadig kan være mennesker, som ikke slap ud.  Foto: Jose Jordan/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg har lige talt med præsident Carlos Mazón og borgmester María José Catalá for at høre førstehåndsberetninger om situationen og tilbyde al den hjælp, der er brug for,« skriver han på X.

»Jeg vil gerne udtrykke min solidaritet med alle de berørte og rose alt det beredskabspersonale, der er indsat på stedet,« skriver han.

Bygningen blev ifølge den spanske tv station TVE »reduceret til et skelet« under branden, som 22 forskellige enheder af brandmænd arbejdede på at slukke.

Esther Puchades, som er vicechef for byens forening for industrielle ingeniører, siger til det regionale tv-medie A Punt, at branden kunne sprede sig så hurtigt, fordi bygningen er beklædt med et meget brandbart plyurethan-materiale.

Et øjenvidne, der bor i en bygning nær den ramte ejendom, fortæller til TVE, at han kiggede ud af vinduet og så flammerne sluge bygningen »inden for minutter«, nærmest »som om den var lavet af kork.«

 »Der var en virkelig stærk vind, og branden spredte sig mod venstre med en utrolig hastighed,« siger manden ved navn Luis Ibanez.