I flere lande vil det snart kræve et vaccinepas for at komme i fitness, teatret eller på restaurant.
Og det udnytter it-kriminelle i stor stil til at få penge ud af desperate folk, der vil ud og mærke friheden.
For 1.000 kroner kan du angiveligt købe dig til et vaccinepas – helt uden at have fået en coronavaccine.
Vaccinepasset er dog falsk og bliver solgt på darknet. Det oplyser BBC.
De første reklamer for de falske vaccinepas dukkede op i januar og er siden da tredoblet. Det betyder, at der lige nu ligger omkring 1.200 annoncer for vaccinepas på internettets mørkeste sider.
Det er den amerikanske cybersikkerhedsvirksomhed, Check Point, der har fulgt udviklingen.
De fleste annoncer på darknet er på engelsk og russisk, men sælgerne ser ud til at komme fra både USA, Storbritannien, Spanien, Tyskland, Frankrig og Rusland.
Derudover bliver der også solgt coronavacciner, hvor ægtheden er tvivlsom. Og oveni det sælges der også negative coronatests med tilbuddet:
»Køb to og få den sidste gratis.«
Det er kun muligt at bruge darknet gennem en bestemt slags browser.


