Samanthas sidste Uber-tur førte direkte i graven.

I USA har mordet på den 21-årige collegestuderende Samantha Josephson afdækket et voksende problem for de populære transporttjenester Uber og Lyft: falske chauffører.

»Hvad er mit navn?«

Sådan burde den unge kvinde fra New Jersey i USA have spurgt, inden hun satte sig ind på bagsædet af sin morder, Nathaniel David Rowlands, sorte Chevy Impala.

Samantha Josephson overlevede ikke sin sidste Uber-tur
Samantha Josephson overlevede ikke sin sidste Uber-tur Foto: Facebook
Vis mere

I kølvandet på voldtægten og mordet på Josephson opfordrer Uber og Lyft alle deres kunder til at sikre sig, at både bil og chauffør er den ægte vare, før de lukker døren bag sig.

Dette gøres bedst ved at tjekke nummerpladen og fra chaufførens egen mund høre, hvad hans næste kunde hedder.

Men for Samantha Josephson kommer disse gode råd for sent.

Mindre end 24 timer senere fandt fasanjægere således den unge kvindes lig godt 70 kilometer fra den feststemte bymidte i byen Columbia i South Carolina, hvor Samantha Josephson studerede jura og havde været i byen sammen med nogle venner. Og da politiet stoppede den falske Uber-chauffør Nathaniel David Rowland, fandt de både Samanthas blod og kørekort på bilens bagsæde.

Den falske Uber-chauffør Nathaniel David Rowland er nu fænlgslet og sigtet for kidnapning og mord på Samantha Josephson. Rowland havde slået børnelåsen til, så hans offer ikke kunne stikke af.
Den falske Uber-chauffør Nathaniel David Rowland er nu fænlgslet og sigtet for kidnapning og mord på Samantha Josephson. Rowland havde slået børnelåsen til, så hans offer ikke kunne stikke af. Foto: HO - AFP
Vis mere

Nu viser det sig, at Samantha Josephson langtfra er det første amerikanske offer for falske Uber- og Lyft-chauffører.

I februar 2018 blev en Nicolas Morales således anholdt og sigtet for otte tilfælde af voldtægt. Og i et interview med avisen New York Times fortæller et af Morales' ofre, Carla Westlund, om sin mareridtagtige oplevelse:

»Jeg spurgte, om han var fra Uber. Han sagde 'ja', og han havde også et Uber-klistermærke i forruden. Jeg faldt i søvn på bagsædet. Og jeg vågnede, da han sad oven på mig og slog mit hoved mod døren.«

I den lille østlige stat Connecticut blev en falsk Uber-chauffør i sidste uge sigtet for to tilfælde af kidnapning og voldtægt. Og i Chicago står endnu en falsk Uber-chauffør anklaget for fire tilfælde af voldtægt.

»... Jeg græder, mens jeg skriver dette.« Sådan skrev Samantha Josephsons far, Seymour, under dette foto på Facebook.
»... Jeg græder, mens jeg skriver dette.« Sådan skrev Samantha Josephsons far, Seymour, under dette foto på Facebook. Foto: Facebook
Vis mere

»De udnytter sårbare kvinder, der er alene. Ofte er Uber- og Lyft-kunder en smule berusede. De er ofte trætte efter en aften i byen. Og derfor overser de faresignaler, som vi andre ville lægge mærke til,« siger politichef Harrison Daniel fra byen Athens i sydstaten Georgia, hvor man sidste år anholdt to falske Lyft-chauffører for kidnapning og voldtægt.

Ifølge New York Times har i alt 40 kvindelige Uber- og Lyft-kunder i løbet af det sidste år rapporteret kidnapning og voldtægt begået af falske chauffører.

Men det er ikke kun de falske chauffører, der begår forbrydelserne. Ifølge en undersøgelse fortaget af CNN i 2018 er 103 ægte Uber-chauffører og 13 Lyft-chauffører blevet anklaget for seksuelle overgreb på kunder.

Og den tilspidsede situation har fået både Uber og Lyft til at øge sikkerheden.

I sidste uge blev transportfirmaet Lyft registreret på den amerikanske børs. Der blev solgt Lyft-aktier for over ti milliarder kroner.
I sidste uge blev transportfirmaet Lyft registreret på den amerikanske børs. Der blev solgt Lyft-aktier for over ti milliarder kroner. Foto: Drew Angerer - AFP
Vis mere

Ud over diverse sikkerhedsspørgsmål som 'Hvem er jeg?' har både Uber og Lyft ifølge People Magazine planer om at indføre elektriske skilte i bilernes forruder, der lyser i en farve, som stemmer overens med kundens mobil-app.

'For os er det for sent. Men jeg vil gøre alt for, at dette aldrig sker for en anden ung kvinde,' skriver Samantha Josephsons far, Seymour, på Facebook.

Og på samme medie skriver moderen, der også hedder Samantha:

'Mordet på min pige har lavet et hul i universet. Jeg bliver aldrig den samme igen.'