Historien om, at den nordkoreanske leders onkel skulle være blevet henrettet ved at blive smidt nøgen i et bur med glubske hunde, synes nu blot at være et satirisk blogindlæg.

NORDKOREA: Forleden kunne medier verden over bringe en opsigtsvækkende historie om, at den nordkoreanske leder, Kim Jong Un, henrettede sin onkel ved at smide ham for en flok sultne hunde.

Historien blev også bragt på bt.dk, via nyhedsbureauet BNB:

Nu tyder det imidlertid på, at historien er falsk, skriver Reuters. Historien stammer fra det kinesiske medie Tencent Weibo og er formentlig startet som et satirisk blogindlæg.

Historien spredte sig som en løbeild, da den Hong Kong-baserede avis Wen Wei Po offentliggjorde en artikel og et billede af blogindlægget. Efterfølgende blev historien samlet op af Singapore-avisen Straits Times og en lang række andre aviser, TV-stationer og netmedier i USA og Europa - heriblandt også Berlingske Nyhedsbureau, der fredag citerede historien om den bestialske henrettelse.

Endnu har ingen medier haft held med at få historien bekræftet af uafhængige kilder. Nordkorea er notorisk lukket for udenlandsk presse, mens de lokale medier er kontrolleret af det autoritative styre.

Kim Jong-uns onkel og tidligere mentor, 65-årige Jang Song-thaek, blev i december fjernet fra magten og beskyldt for at være kontrarevolutionær. 13. december kunne nordkoreanske medier meddele, at han var blevet henrettet i forbindelse med det, det betegnes som en større udrensning i det nordkoreanske kommunistparti.

Officielt har Nordkorea ikke oplyst, hvordan Jang Song-thaek blev henrettet, men den normale henrettelsesmetode for nordkoreanske »forræddere« er skydning.