En 2-årig dreng faldt søndag sen eftermiddag i floden Soar i Leicester, Storbritannien. 

Nu er han meldt savnet, mens en større eftersøgning er i gang. 

Det skriver Sky News. 

Det var klokken 17.00, at drengen, der var sammen med sin familie på ulykkestidspunktet, faldt i vandet. 

På trods af 'den bedste indsats fra folk på stedet,' er drengen endnu ikke blevet fundet, oplyser Leicester Politi til mediet. 

De forklarer videre, at de har modtaget flere tilbud om hjælp til eftersøgningen af den toårige, men advarer offentligheden om at deltage grundet stigende vandstand og sikkerhedsrisici ved området. 

»Hvis nogen har oplysninger eller støder på noget, der kan hjælpe politiet, bedes de kontakte os med det samme,« skriver politiet i en erklæring, hvor de også sender en besked til drengens familie: 

»Barnets familie bliver støttet af specialister, og vores tanker er hos dem i denne ekstremt svære tid.«