Den fængslede tidligere milliardær Sam Bankman-Fried forsøgte op til det amerikanske præsidentvalg i 2020 at påvirke afstemningen.

Han fortalte forfatteren Michael Lewis, der står bag en kommende bog om Sam Bankman-Fried, at han ville betale tidligere præsident Donald Trump mellem 100 og 200 millioner danske kroner for ikke at stille op til valget.

Sådan lyder det i et uddrag fra bogen bragt i The Washington Post.

Og det lykkedes ham endda at formidle sit tilbud til holdet omkring Donald Trump, der gav et modbud tilbage til Sam Bankman-Fried.

Fem milliarder dollar eller cirka 35 milliarder danske kroner var prisen, hvis Trump ikke skulle gå efter at blive genvalgt. 

Sam Bankman Fried, der grundlagde den nu konkursramte kryptovalutabørs FTX, fik alligevel sit ønske opfyldt kvit og frit, da Donald Trump som bekendt ikke blev genvalgt. 

Han står nu overfor helt andre problemer.

Bankman-Fried er blevet anklaget for syv tilfælde af bedrageri og sammensværgelse, der stammer fra kryptovalutabørsens kollaps i november 2022.

Og selvom han nægter sig skyldig, står han ifølge Reuters overfor potentielt 110 års fængsel, hvis han bliver dømt for alle forhold.