To fædre er blevet sigtet for mordforsøg, efter de åbnede ild og ramte hinandens døtre, under raserianfald ved vejsiden i delstaten Florida, USA, siger politiet.

De to havde aldrig mødt hinanden før. Men den 35-årige William Hale og den 43-årige Frank Allison greb begge efter deres semiautomatiske håndvåben – og skød mod hinandens biler.

De blev til sidst snuppet af politiet, efter at de steg ud af bilerne og begyndte at slås på motorvejen. Det skriver New York Post.

Da de først lod våbnene tale, blev resultatet, at Hales datter på fem år blev skudt i benet. Allisons 14-årige datter blev ramt i ryggen, så hendes lunge kollapsede, sagde sheriffen fra Nassau County, Bill Leeper, mandag.

Hale og Allison kun sekunder før de går løs på hinanden.
Hale og Allison kun sekunder før de går løs på hinanden. Foto: Nassau County Police
Vis mere

»Hvad er mere frygtindgydende end en chauffør med en pistol? Det er to skøre chauffører med en pistol,« sagde den chokerede sherif.

»Heldigvis blev ingen dræbt. Der kunne være to døde børn, fordi to voksne mænd ikke tog sig i agt.«

Ifølge Bill Leeper fik betjentene en masse telefonopkald med rapporter om skyderiet ved motorvej nr. 1 nær Callahan ved Jacksonville i det nordlige Florida.

William Hale fra Georgia og den lokale mand Frank Allison havde begge kørt for stærkt og uforsvarligt, sagde sheriffen.

De havde også kørt ind foran hinanden og bremset hårdt op.

Hale standsede sin bil ved siden af Allisons Nissan, og så gik det løs.

Først fik Allisons kone, Jessica, en flaske smidt efter sig, efter at hun havde givet Hale fingeren,

»Allison tog derefter sin Sig Sauer, et 34-kaliber semiautomatisk håndvåben, og skød en gang mod den anden bil. Han kørte derefter med almindelig hastighed derfra,« sagde sheriffen.

Kuglen fra Allisons pistol gik gennem passagerdøren i højre side og ramte den femårige pige i højre ben.

Så blev Hale for alvor vred. Han sprang ind i sin bil, kørte af sted i høj fart og begyndte at skyde med sin Glock 43 9mm semiautomatiske pistol ud ad vinduet,

Han indrømmede senere, 'at han skød med alt, hvad der var i magasinet', sagde sherif Bill Leeper. En af kuglerne ramte den 14-årige i ryggen.

De to mænds koner ringede til politiet, og de var enige om at vente på dem.

I stedet for at vente steg mændene ud af bilerne og begyndte at slås. Vicesheriffen måtte lægge sig imellem for at stoppe slagsmålet.

Resultatet var uundgåeligt, at begge mænd blev anholdt af politiet.

De blev sat på fri fod efter nogle timer. Kautionen lød på 1,15 millioner kroner.