Det sociale netværk Facebook har fået forargelsen frem hos mange, efter at en video, hvor en malaysisk mor tæver sin 10 måneder gamle baby, frit bliver delt på Facebook. Men selv om mange ønsker, at Facebook griber ind og fjerner videoen, så kommer det ikke til at ske.

Facebook vil nemlig ikke fjerne videoen, da det strider imod sidens politik, oplyser Facebook til BT.

- Folk deler denne video for at fordømme den, hvilket vi ikke mener skal censureres. Hvis videoen blev tiljublet, eller hvis de handlinger, den viser, blev opmuntret, ville vore holdning være en anden, skriver Jan Fredriksson, der talsperson for Facebook i de nordiske lande, i en mail til BT.

Jan Fredriksson gør det klart, at Facebook tager afstand fra videoen med 'den forfærdelig børne-vold', og at folkene bag det sociale medie selv er chokeret over videoen.

- Det er hårdt at se, at nogen kan gøre sådan nogle ting mod en baby (eller et andet menneske), skriver Jan Frederiksson.

Han mener dog samtidig, at videoen viser en del af den virkelighed, vi lever i. Og at det er vigtigt for Facebook at kunne vise den slags:

- Vores politik er skrevet ned for at give brugerne ret til (uden at skade andre) at beskrive, skildre og kommentere den verden, vi lever i. Og så længe at indholdet ikke udførligt viser skader på den menneskelige krop, vil vi ikke forhindre brugere i at dele sådanne videoer på vores side, lyder det fra Facebooks nordiske talsperson, der mener, at Facebook ikke ville kunne opfylde sin rolle, hvis man censurerede eller fjernede den omtalte video.

Han nævner, at mange tilfælde af vold i Afrika kommet til manges kendskab, efter at videoer eller billeder er blevet lagt på Facebook, ligesom dyreforkæmpere også har haft held til at udbrede kendskabet til dyremishandling på Facebook.

Og ting som ovenstående ville ikke være mulige, hvis Facebook ændrede sin politik på det område, mener Jan Frederiksson, der også tilføjer, at såfremt den voldelige mor ikke allerede var blevet anholdt, så kunne den pågældende video måske have ført til, at hun blev det.