London har denne weekend endnu en gang været verdens sportslige centrum med både EM-finalen i fodbold og finalerne ved Wimbledon.
Men selvom det nu for en tid bærer mod strandlivet ved Englands smukke kyster, så er der stadig rig lejlighed til at holde en anderledes sportsferie i den britiske hovedstad og samtidig få en stor, kulturel oplevelse.
Med søndagens historiske EM-finale ligger fodboldsæsonen stille. Men London byder på masser af sommersportsgrene, og de er værd at være vidne til.
Jeg vil varmt anbefale en tur til London, hvor man dropper den vanlige turistrunde rundt om paladserne, indkøbsgaderne og museerne og i stedet tager på opdagelse i sportens kulturelle afkroge, for her venter det virkelige London, og man behøver ikke interessere sig for sport for at få en på opleveren.
Selvom jeg har boet i London i mere end 20 år og været tilskuer til ganske mange cricketkampe, så er der stadig mange elementer af spillet, jeg ikke forstår. Præcis, som det skal være. Cricket er i virkeligheden endnu mere britisk end fodbold. Fyldt med specifikke, ældgamle regler og konventioner.
Og for de mange briter, der elsker cricket, er spillet et spejl på livet selv. Det livets spejl kan man som turist uden problemer blive vidne til. Ovenikøbet uden at det koster det store. Der er cricketkampe på Londons mange stadioner sommeren over, og jeg kan varmt anbefale det.
Man kommer tidligt, gerne før frokost og medbringende en madkurv. Det er hyggeligst, hvis man er flere, men oplevelsen er stor, selv hvis man rejser alene.
Mange crickettilskuere kommer i klassisk engelsk sommertøj med hørjakker og kjoler, stråhatte og slips med emblemer, der viser, hvilken klub man tilhører. Lord's Cricket Ground tæt på Regent's Park er mit yndlingsstadion, og det betyder ikke så meget, hvem der spiller.
For livet leves på tilskuerpladserne, hvor vinflasker åbnes, og sandwich og frugt deles ud. Cricket er et yderst langsommeligt spil, og en kamp kan vare mange dage. Spændingen kommer og går i løbet af dagen, og imens bliver mange af tilskuerne godt berusede. De opfører sig naturligvis eksemplarisk, men fulde – det er de. De er også snakkesalige, og de fortæller gerne om spillets spidsfindigheder.
Mange af cricketkampene er såkaldt county cricket, hvor engelske hold spiller mod hinanden. Det er såmænd glimrende. Men hvis man virkelig vil mærke, hvad cricket betyder, så skal man prøve at komme ind til de drabelige opgør mellem England og Indien, Australien eller Pakistan. Her oplever man virkelig, hvor international hovedstaden er, og hvor meget spillet betyder.
Når man er kommet sig oven på tømmermændene efter en lang dag med vin, øl og cider i solen, så kan man med fordel opsøge en af Londons få tilbageværende hundevæddeløbsbaner.
Hundevæddeløbskulturen er et levn fra fortiden, og hvor cricket primært dyrkes af borgerskabet, er hundevæddeløb en arbejderklassesport.
For mange år siden blev jeg af engelske venner inviteret til hundevæddeløbsbanen i Walthamstow i det nordøstlige London. Det foregik om aftenen, og også her spillede den betragtelige britiske alkoholkultur en stor rolle. Dovne britiske øl blev serveret sammen med de klassiske sandwich uden skorpe, muslinger og pølsehorn.
En væsentlig del af morskaben var løbende væddemål. Jeg havde ikke så mange penge og anede ikke, hvordan man rent praktisk væddede. Men jeg satte 20 pund på en kombination af tre løb og væddede forsigtigt, da jeg faktisk skulle bruge de 20 pund.
De første par ræs forløb som forventet, og jeg stod til ikke at tabe så meget. Men før det sidste løb blev jeg til mine venners store morskab gjort opmærksom på, at jeg havde væddet mine penge på en hunhund, der var absolut chanceløs.
Væddeløbet startede, og hundene susede afsted efter hareskindet. Det er fuldstændig fænomenalt, hvor hurtigt de greyhounds løber. Men i andet sving var der en af favoritterne, der fik for meget fart på og skred ud i resten af feltet, der endte hulter til bulter. Men ikke min lille hunhund. Den var allerede sat med flere meter. Men nu var der fri bane, og hun fortsatte troskyldigt efter haren og vandt løbet overbevisende.
Jeg indkasserede hele 1.600 pund, hvilket for en ung, fattig musiker var store sager. Pengene blev behørigt brugt på fest og farver, og jeg har aldrig siden vundet på hundevæddeløbsbanen.
Men de få, der er tilbage, er værd at besøge. Her findes en del af det gamle London, som er hastigt på vej i glemmebogen, og den døende arbejderkultur er noget af det mest charmerende ved denne fantastiske by.
Så drop Bond Street, tag en stråhat med og kom på besøg i det rigtige, sommerlige London. Det er ikke usandsynligt, at vi mødes på stadion.