Portugiserne sagde søndag ja til at liberalisere abortlovgivningen. Men afstemningen er ikke juridisk bindende, da valgdeltagelsen var lav, viser exitpoll.

Vælgerne i Portugal støttede søndag et forslag om at liberalisere en af Europas mest restriktive abortlove. Men folkeafstemningen er ikke juridisk bindende på grund af lav valgdeltagelse, viser en exitpoll.

Portugals socialistiske regerings forslag om at give alle kvinder ret til abort indtil den 10. uge af graviditeten fik opbakning fra mellem 57 og 61 procent af de afgivne stemmer, viser et exitpoll, som den statslige tv-station RTP har gennemført.

Men mellem 56 og 60 procent af vælgerne i det katolskdominerede lands 8,7 millioner registrerede vælgere undlod at stemme ved folkeafstemningen. Det er den anden folkeafstemning om abort i Portugal inden for 10 år.

Over halvdelen af vælgerne skulle stemme for at gøre afstemningen gyldig.

Portugals premierminister, Jose Socrates, der blev valgt ved en jordskredssejr i 2005 på løfter om at reformere økonomien, har lovet at gøre, som et flertal af portugiserne ønsker. Også selv om valgdeltagelsen ikke er høj nok.

/ritzau/