Europa-Parlament skal forhandle med ministre og Kommissionen efter kritik af EU-reform af landbrugsstøtte.

Europa-Parlamentet er fredag blevet enig om, hvad man vil stille af krav til en reform af EU's landbrugsstøtte.

Det baner vej for forhandlinger med de 27 medlemslande.

EU's forslag til en landbrugsreform er stærkt kontroversiel. Miljøorganisationer mener, at det støtter store bedrifter til skade for miljøet.

Tidligere på ugen blev EU's landbrugsministre enige om forslag til landbrugsstøtten.

Næsten 265 milliarder euro - 1.990.000.000.000 danske kroner - skal fordeles mellem europæiske landbrugere fra 2021 til 2027. Det er en meget stor andel af EU's samlede budget, der går til landbruget. I omegnen af en tredjedel.

Europa-Parlamentet skal nu forhandle med landbrugsministrene og Kommissionen om en endelig aftale.

EU's landbrugsministre forudså på deres møde tirsdag og onsdag, at 20 procent af støtten til landbruget skal bruges på landbrugsprogrammer med grønne formål.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) mente at aftalen er et skridt i den rigtige retning.

- Vi har landet en aftale om landbrugsstøtten for de kommende år frem til 2027. Den giver langt bedre muligheder for at lave en grøn omstilling af landbruget, der også gør, at vi kan leve op til vores klimamålsætninger, sagde han til Ritzau.

Men ved afstemningen i Europa-Parlamentet fredag blev der skabt enighed om, at den grønne andel bør øges til 30 procent.

Parlamentet vil også have en overgrænse på støtten til de enkelte landbrug.

Nikolaj Villumsen, der er medlem af Europa-Parlamentet for Enhedslisten, var imod parlamentets forslag.

- Det er virkelig svært at få øje på, hvordan den her landbrugspakke på nogen som helst måde er i tråd med de flotte ord om grøn omstilling, siger han.

Miljøorganisationen Greenpeace kalder parlamentets forslag en "gummistempling" af EU's landbrugspolitik, som er "uden forbedringer for miljø- og klimabeskyttelse".

/ritzau/dpa