Forhandlingerne om EUs budget for 2013 er strandet, da parterne ikke kan enes om finansieringen af et efterslæb i budgettet for i år.

BELGIEN: Forhandlingerne om EUs budget for 2013 brød fredag sammen i Bruxelles, bekræfter formanden for EUs budgetudvalg, Alain Lamassoure, ifølge Financial Times Deutschland.

Forslaget til budgettet for 2013, der skal godkendes af både EU-Parlamentet og de 27 medlemslande, ryger nu tilbage til EU-Kommissionen, som skal præsentere et nyt forslag, så forhandlingerne kan genoptages. Det ventes at ske tirsdag.

Den primære årsag til de strandede forhandlinger er ifølge den internationale erhvervsavis, at parterne ikke kan enes om finansieringen af et efterslæb i budgettet for 2012. Kommissionen kræver, at medlemslandene, heriblandt Danmark, til sammen disker op yderligere 67 milliarder kroner til EUs budget for det kommende år, og det har medlemslandene ikke tænkt sig at gøre.

Om to uger mødes de 27 medlemslande for at blive enige om de økonomiske rammer for unionens næste flerårige budget, der dækker perioden 2014-2020.

Inden fredagens forhandlinger brød sammen, sagde Cyperns europaminister, Andreas Mayroyiannis, til nyhedsbureauet Reuters, at et sammenbrud ville »forgifte atmosfæren lidt« for forhandlingerne om langtidsbudgettet.