Islamisk Stat forbereder flere terrorangreb i europæiske lande, og den ekstremistiske gruppe har træningslejre i EU-lande og på Balkan.

Meldingen kommer fra Europol i forbindelse med indvielsen af et nyt center for kontraterrorisme, der blandt andet har fokus på truslen fra Islamisk Stat (IS).

Chefen for det europæiske politisamarbejde, Rob Wainwright, siger, at gruppen planlægger flere "Mumbai-lignende angreb" i EU-lande med henvisning til et voldsomt angreb i den indiske storby i 2008.

Islamisterne tog dengang gidsler. De skød og bombede. Flere end 150 blev dræbt.

Særligt Frankrig er truet, fortæller Rob Wainwright på et pressemøde.

Islamisk Stat har udviklet nye metoder, der gør det muligt for gruppen at gennemføre storstilede angreb globalt og med særligt fokus på Europa ifølge Wainwright.

»Den såkaldte Islamisk Stat har viljen og evnen til at udføre flere angreb i Europa, og det er klart, at alle nationale myndigheder arbejder på at forhindre dette,« siger Europols chef.

Oplysningerne om truslen fra IS kommer fra en rapport, der offentliggøres samtidig med åbningen af centret for kontraterrorisme i Haag.

Det hidtil værste angreb af gruppen på europæisk grund var 13. november sidste år, da flere militante angreb og dræbte 130 mennesker i Paris.

Blandt andet et spillested i byens centrum blev angrebet.

»Angrebene vil primært være rettet mod bløde mål på grund af effekten af disse,« siger Rob Wainwright.

Da vælgerne i Danmark stemte nej ved folkeafstemningen om retsforbeholdet 3. december 2015, kan Danmark ikke blive fuldt medlem af Europol.

Det var meldingen, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mødtes med EU-præsident Donald Tusk og EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, i december i Bruxelles.

Danmark har brug for Europaparlamentets samarbejde, hvis det skal lykkes at opnå en parallelaftale.

/ritzau/AFP