Storbritannien har tilbudt at bistå New Zealand med efterforskning. Samtidig øger lande sikkerhed ved moskéer.

Storbritanniens antiterrorpoliti er parat til at assistere myndighederne i New Zealand med efterforskningen af skudmassakrer ved to moskéer i Christchurch fredag. Mindst 49 mennesker blev dræbt.

De britiske myndigheder meddeler samtidig, at politiet optrapper patruljeringer i Storbritannien i områder nær moskéer, og at der er blevet tilbudt særlig rådgivning til alle trossamfund om mulige sikkerhedsforanstaltninger.

Den britiske premierminister, Theresa May, skriver på Twitter: "På vegne af Storbritannien udtrykker jeg min dybeste medfølelse med New Zealands befolkning efter det frygtelige terrorangreb i Christchurch".

Dronning Elizabeth, som er statsoverhoved i New Zealand, udtrykker dyb bedrøvelse over skudangrebene og sender sine kondolencer til ofrenes familier og venner.

I Frankrig er sikkerhedsforanstaltninger ved moskéer og andre religiøse bygninger også blevet skærpet efter angrebene i New Zealand.

Den franske indenrigsminister, Christophe Castaner, tweetede fredag formiddag, at han har givet ordre til flere patruljer og forstærket overvågning.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, fordømmer angrebene, som han kalder en "odiøs forbrydelse".

Frankrig er hjem for Europas største muslimske samfund.

I USA kalder Det Hvide Hus angrebene i Christchurch for "onde hadforbrydelser". Præsident Donald Trump siger, at USA står bag New Zealand efter "frygtelig massakre" i moskéer.

Spaniens premierminister, Pedro Sanchez, er chokeret over de "frygtelige angreb", og han fordømmer volden og "manglen på fornuft hos fanatikere og ekstremister".

Tysklands udenrigsminister, Heiko Maas, siger, at "den brutale forbrydelse" ryster folk fra alle verdens religiøse samfund.

- Hvis folk bliver slået ihjel udelukkende på grund af deres religion, så er det et angreb på os alle, siger Maas.

I Rom siger pave Frans, at "alle newzealændere og i særdeleshed det muslimske samfund i landet har hans dybfølte sympati".

/ritzau/Reuters