Stoxx 600. Det er navnet på det fælleseuropæiske aktieindeks, der består af 600 selskaber fra 17 lande i Europa.

Indekset er på vej mod den bedste maj siden 2009. Det skriver Finans.

Stoxx 600 er steget med 2,9 procent indtil videre i maj, og hvis stigningen holder resten af måneden, vil det være den største stigning siden 2009.

Her steg aktieindekset i maj med lidt over tre procent.

Aktieanalysechef hos Sydbank, Jacob Pedersen, mener, at stigningen skyldes, at flere og flere samfund begynder at åbne igen rundt omkring i verden.

I Danmark hedder det ledende aktieindeks OMXC25 - også kaldet C25-indekset. Det består af de 25 største selskaber herhjemme. Indekset er steget med hele 4,05 procent.

Ifølge Finans betyder det, at de danske aktier har klaret sig væsentligt bedre end de europæiske kollegaer.

I C25-indekset har særligt Ambu, der producerer medicinsk udstyr til hospitaler, klaret det godt. Selskabet er steget med 94 procent siden årsskiftet.