49 personer er anholdt fra et kartel, der menes at stå for en tredjedel af Europas kokainhandel.

En af de helt store aktører på det europæiske kokainmarked er blevet væltet i en omfattende politiaktion i seks forskellige lande.

Det skriver politisamarbejdet Europol i en pressemeddelelse.

49 personer er anholdt i forbindelse med aktionerne. De kommer fra et narkokartel, der angivelig har stået for cirka en tredjedel af kokainhandlen i Europa. Det beskrives af Europol som et »superkartel«.

»Denne koordinerede indsats sender et stærkt budskab til kriminelle, der forsøger at undslippe retshåndhævelse,« skriver Europol.

Politiaktionerne er blevet gennemført mellem 8. og 19. november i en række europæiske lande og De Forenede Arabiske Emirater.

13 personer er blevet anholdt i Spanien, 10 er anholdt i Belgien, og 6 er anholdt i Frankrig. 14 personer fra kartellet blev anholdt i Holland i 2021.

I De Forenede Arabiske Emirater har man anholdt i alt 6 personer, der beskrives som værende »højtprofilerede mål«.

Indsatsen har desuden ført til, at over 30 ton kokain er blevet beslaglagt.

Aktionerne har både været rettet mod narkoringens kommando- og kontrolcenter samt den logistiske infrastruktur til narkosmugling.

Europol har koordineret indsatsen i løbet af de seneste to år. Her har man ved over ti forskellige møder lagt en strategi for at vælte kartellet.

»Denne unikke tilgang til internationalt politisamarbejde har gjort Europol til stedet, hvor vigtige efterretninger samles fra politi i hele verden. Der arbejdes på at bekæmpe de farligste kriminelle netværk,« skriver Europol.

Europol er EUs agentur for retshåndhævelsessamarbejde. Det blev oprettet i 1999 og har hovedkontor i den hollandske by Haag.

/ritzau/