En ungarsk terrorlov kan i praksis bruges mod alle og krænker dermed retten til privatliv, mener domstol.

Budapest/Strasbourg: Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg retter skarp kritik af Ungarn for en terrorlov fra 2011.

Ifølge domstolen, ECHR, kan loven i praksis bruges mod alle, og den respekterer ikke ungarernes privatliv, som det kræves i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Dommen er baseret på en klage fra to aktivister fra en menneskerettighedsgruppe, som i 2013 indgav en klage for forfatningsdomstolen i Budapest. Den klage blev afvist.

Den ungarske lov giver politiet mulighed for at optage kommunikation og opsnappe e-mail-korrespondance fra mistænkte. Med henvisning til loven kan politiet også foretage hemmelig overvågning og ransagning af hjem.

Ifølge klagen kan loven føre til brud på privatlivets fred. Den klage får aktivisterne medhold i ved domstolen i Strasbourg.

Domstolen lægger vægt på, at myndighederne kan udspionere individer uden at skulle bevise, at disse personer har forbindelse til terrorisme.

Politiet skal bare have grønt lys i udenrigsministeriet for at kunne indlede overvågning af personer. Der kræves ingen tilladelse fra en dommer.

Terrorloven er et brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, som garanterer, at privatliv, familieliv, hjem og korrespondance skal respekteres.

Dommen er ikke endelig, da Ungarn har tre måneder til at gøre indsigelse.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er knyttet til Europarådet, der har 47 europæiske lande som medlem.

/ritzau/AFP