Siden begyndelsen af året har Europa mistet 250.000 covid 19-syge mennesker. Antal nye smittetilfælde stiger.

Antallet af dødsfald blandt coronasmittede i Europa har søndag rundet 250.000, viser en optælling baseret på tal fra de enkelte lande.

Den kedelige milepæl blev rundet, samtidig med at flere lande melder om stigende antal coronasmittede.

I løbet af de seneste syv dage har Europa samlet set meldt om 8342 dødsfald blandt de smittede. Det er det højeste ugentlige tal siden midten af maj.

Rundt om i Europa har regeringerne genindført - eller overvejer at genindføre - nogle af de restriktioner, der tidligere på året blev sat i værk for at bremse smittespredningen.

Det gælder blandt andet i Italien, hvor der er registreret 11.705 nye tilfælde af coronasmitte i løbet af de seneste 24 timer, meddeler landets sundhedsministerium. Det er det hidtil højeste.

Det er kun et døgn siden, at Italien sidst meldte om et rekordhøjt antal nye smittede, nemlig de 10.925 der var registreret lørdag.

Italiens regering ventes senere søndag at fremlægge nye restriktioner, der skal være med til at bremse smittespredningen.

Siden virusset nåede til Europa, har Italien registreret 36.543 dødsfald blandt landets coronasmittede.

Et enkelt land i Europa har dog i absolutte tal flere coronadødsfald end Italien. Det er Storbritannien, hvor der er registreret 43.646 dødsfald blandt de over 722.000 mennesker, der er blevet bekræftet smittet med coronavirus i landet.

Spanien er det tredjehårdest ramte land i Europa med 33.775 registrerede coronadødsfald.

Dernæst kommer Frankrig med 33.392 dødsfald og Rusland med 24.187.

Målt i forhold til antallet af indbyggere er det imidlertid et helt sjette land, der er hårdest ramt - nemlig Belgien, der har meldt om 904 coronadødsfald per million indbyggere.

Det er 19 dage siden, at den tæller, der registrerer antallet af døde coronasmittede på verdensplan, nåede op på en million.

/ritzau/AFP