EU's første salve af sanktioner mod Tyrkiet bliver relativt mild grundet blandt andet migrationsspørgsmål.

EU planlægger en række sanktioner mod Tyrkiet. Det handler blandt andet om at suspendere diplomatiske møder. En større flyaftale skal også sættes på pause. Desuden vil EU sætte prop i økonomisk støtte til Tyrkiet.

Det sker som følge af det, EU betragter som ulovlige tyrkiske gasboringer nær EU-landets Cyperns kyster.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Reuters har fået adgang til et internt dokument fra EU-forberedelserne. Det diskuteres torsdag på et møde mellem EU-ambassadørerne i Bruxelles.

- I lyset af Tyrkiets fortsatte og nye ulovlige boringer beslutter EU's parter at suspendere forhandlinger af lufttransportaftalen og er enige om ikke at holde flere højniveaumøder, indtil andet er bestemt, står der blandt andet i dokumentet.

Herudover vil EU stoppe de tilskud, som gives til Tyrkiet som led i landets arbejde mod en dag at blive optaget i EU.

I dokumentet fremgår det, at man fra EU's side er klar til at stramme sanktionsskruerne yderligere i fremtiden, såfremt boringerne ikke stopper.

Tyrkiet har flere gange - senest onsdag - afvist, at boringerne er ulovlige.

Cyperns regering er internationalt anerkendt som territorieholder for hele middelhavsøen. Landets nordlige halvdel huser et stort tyrkisk mindretal. Efter en række konflikter etablerede mindretallet sig som en selvstændig republik på øen i 1983. Denne er dog kun anerkendt af Tyrkiet.

Det er med hjemmel heri, at Tyrkiet påberåber sig retten til at bore efter gas og olie ud for Cyperns kyster.

Uenigheden sætter EU-landene i et dilemma mellem at lytte til den cypriotiske regering, som vil have hårdere sanktioner, end dem der er på bordet og så at bevare et nogenlunde forhold til Tyrkiet.

- Vi vil målrette sanktionerne mod personer relateret til de ulovlige handlinger. Vi prøver at være forsigtige, da vi har brug for tyrkisk samarbejde om migration, Nato og terrorbekæmpelse, siger en unavngiven EU-diplomat til Reuters.

De foreløbige sanktioner ventes at blive vedtaget mandag på et møde mellem EU-landenes udenrigsministre.

/ritzau/