EU's nye arkitektoniske prestigeprojekt har fejl i ventilationen, der afgiver giftige gasser. Topmøde flyttet.

København. Fredagens og lørdagens topmøde i EU for stats- og regeringschefer - samt torsdagens før-møde fest - er flyttet fra Europarådets skinnende nye mødebygning, da der to gange er sket udslip af giftig gas.

Det skriver Generalsekretariatet for Rådet i en pressemeddelelse sent onsdag.

- I lyset af dagens hændelse i Europa-bygningen er det af sikkerhedsmæssige årsager besluttet, at Europarådets møde 19.-20. oktober vil finde sted i Justus Lipsius-bygningen, skriver generalsekretariatet.

Flytningen kommer, efter at der fredag skete en fejl i bygningens køkkens ventilationsanlæg, der gjorde, at der blev blev ledt giftige gasser ud i bygningen.

Ifølge nyhedsbureauet AFP medførte udslippet, at 20 medarbejdere blev syge med symptomer som opkast og ondt i øjnene. Ni blev kørt på hospitalet.

Det skete så igen onsdag.

- På trods af tjek og forholdsregler skete der endnu en teknisk fejl i dag i en af Europa-bygningens køkkener.

- En teknisk fejl i ventilationen producerede giftige gasser, der har ledt til, at flere medarbejdere er blevet syge.

- Det er blevet besluttet at evakuere staben, der arbejder i bygningen, skrev EU's generalsekretariat tidligere onsdag.

Europa-bygningen har kostet 321 millioner euro - 2,4 milliarder kroner - at opføre og er et arkitektonisk projekt opført i en stilblanding mellem Art Deco og postmoderne arkitektur.

Den specielle udformning har givet bygningen øgenavnet "rumægget".

Bygningen stod færdig i 2016 efter et renovations- og genopførselsarbejde, der har taget tæt på et årti.

Europa-bygningen er det nybyggede hovedsæde for Europarådet, der består af EU's stats- og regeringschefer.

Bygningen huser møderne i EU og Generalsekretariatet for Rådet, der servicerer stats- og regeringscheferne og ministerrådet samt det land, der på ethvert givent tidspunkt er formand for rådet.

Dermed er bygningen også arbejdsplads for en af de højest placerede danskere i EU, Jeppe Tranholm-Mikkelsen, der er generalsekretær for rådet.

/ritzau/