EU' udenrigspolitiske chef lægger pres på Israel for at få ophævet blokaden af Gaza forud for en nødhjælpsflådes ankomst.

EU lægger nu hårdt pres på Israel for at få landet til at ophæve blokaden af Gaza.

EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, opfordrer israelerne til straks at droppe blokaden af Gaza, mens en lille flåde af skibe med nødhjælp om bord er på vej til området.

- Den fortsatte blokade er uacceptabel og politisk undergravende, siger Ashton i en erklæring.

Hun gentager dermed opfordringer til en betingelsesløs og øjeblikkelig ophævelse af blokaden for humanitær hjælp, kommercielle produkter og personer.

Pro-palæstinensiske aktivister forbereder et brud på Israels blokade af den Hamas-styrede Gazastribe inden for de kommende døgn.

De venter spændt på ni skibe, der er på vej til området med lastrummene fyldt med blandt andet medicin, byggematerialer og skolebøger. Borgerretsgrupper fra 50 lande står bag initiativet og organisationerne insisterer på, at skibene med omkring 750 aktivister om bord vil ankomme til Gaza søndag, efter at skibene er blevet forsinket.

- Vi opfordrer stærkt alle parter til at udvise tilbageholdenhed og ansvar. EU er stærkt bekymret for den humanitære situation i Gaza, hedder det i EU-erklæringen.

Israels udenrigsministerium har haft indkaldt ambassadørerne fra Tyrkiet, Grækenland, Cypern, Sverige og Irland for at klage over, at deres lande har ladet skibene sejle ud fra deres havne.

Israelske talsmænd siger, at Gaza regeres af en terrororganisation, og flåden til Gaza er i strid med folkeretten.



/ritzau/AFP