Ledende konservativ brexitfortaler erklærer som den første mistillid til Theresa May som konservativ leder.

En af de mest fremtrædende brexitfortalere i Storbritanniens konservative parti, Jacob Rees-Mogg, har torsdag som den første officielt erklæret mistillid til premierminister Theresa May som partileder.

Det oplyser han i et brev, som han har lagt ud på Twitter. Hans mistillidserklæring bekræftes desuden af en talsmand for den EU-skeptiske gruppe af konservative parlamentsmedlemmer, European Research Group (ERG), som Rees-Mogg står i spidsen for.

Rees-Moggs erklæring kommer på baggrund af regeringens accept af det aftaleudkast til en brexitaftale, premierministeren kunne præsentere onsdag aften.

Kort efter hans meddelelse har partifællen Henry Smith meddelt, at han også har sendt en formel mistillidserklæring.

Aftaleudkastet har vakt stærke reaktioner blandt flere parlamentsmedlemmer i det konservative parti.

Der skal 48 stemmer til at udløse et formandsopgør i partiet. Partilederen kan væltes, hvis 158 af de 315 konservative parlamentsmedlemmer stemmer imod hende.

- Det er vigtigt, at politikere holder fast i deres løfter eller afstår fra at give store løfter i det hele taget. Det er beklageligvis ikke situationen her, skriver Jacob Rees-Mogg om Theresa Mays ageren i brexitforhandlingerne.

I et interview på Sky News afviser Rees-Mogg, at han selv skal være ny leder.

Torsdag forsvarede Theresa May det netop vedtagne aftaleudkast til en brexitaftale i parlamentet. Hun erklærede, at det vil "slå os tilbage til start", hvis parlamentet stemmer imod.

Det sker, netop som to ministre - heriblandt brexitminister Dominic Raab - og to viceministre valgte at forlade regeringen i protest mod aftalen.

Men alternativet til det udkast, der foreligger nu, er, at der slet ingen aftale kommer, fastslår premierministeren.

- Valget er klart: Vi kan vælge at forlade EU uden en aftale, vi kan risikere, at der ingen brexit bliver, eller vi kan vælge at stå sammen og støtte den bedste aftale, vi kan forhandle os frem til, siger May.

Under Mays tale i parlamentet var buh-råbene langt mere dominerende end klapsalverne.

/ritzau/Reuters