EU-anbefalinger om offentlige indkøb er et skub til medlemslandene, siger chefkonsulent i Dansk Industri.

Strasbourg. Når EU-lande smider penge efter offentlige investeringer, bør det ske på en effektiv og innovativ måde for at sikre, at skatteydernes penge bliver brugt ordentligt.

Det fremgår af en række anbefalinger, som EU-Kommissionen fremlægger tirsdag i Strasbourg for at styrke unionens indre marked.

Det handler om de offentlige ydelser, EU-borgere bruger hver dag, påpeger Jyrki Katainen, næstformand i kommissionen med vækst, beskæftigelse, investeringer og konkurrence under sig.

- Det er vigtigt at få offentlige indkøb til at virke ordentligt og effektivt og innovativt, siger han.

Ifølge kommissionen bliver der i løbet af et år brugt to billioner euro på offentlige investeringer rundt om i EU. Så store summer kan gøre en forskel, vurderer Katainen.

Det kan være ting som busser, hospitaler, lokale svømmehaller eller affaldssortering, lyder det videre.

Men kommissionen anbefaler også, at landene sikrer sig at have professionelle indkøbere. Det kan effektivisere og øge samarbejdet mellem landene.

Derudover skal der være mulighed for at få vejledning i kommissionen, så komplekse projekter kommer godt for start. Men det skal hverken være tvunget eller bindende.

I 2014 lancerede kommissionen nye regler for offentlige indkøb. Det skulle være lettere at købe ind, mere gennemsigtigt og dialogen skulle styrkes.

Det var hovedlinjerne ifølge Morten Qvist Fog, der er chefkonsulent ved Dansk Industri.

Det er et stykke tid siden. Og dagens anbefalinger fra kommissionen skal ses som et skub til myndighederne, mener han.

- Der bliver brugt rigtig mange penge i offentlige indkøb. Og der er forskellige måder at købe ind på.

- Kommissionen vil minde landene om at udnytte de muligheder, der er for at sikre gode offentlige indkøb, siger Morten Qvist Fog.

Særligt noterer han sig, at kommissionen peger på bæredygtighed og innovation, som et sted, landene bør fokusere.

- Værdi for pengene er vigtigt. Men den laveste bedste pris garanterer ikke altid den bedste løsning, siger han.

Derudover mener han også, at det er essentielt, at landene åbner op for at bruge hinanden mere og tænke i indkøb på tværs af grænser.

/ritzau/