Ungarns premierminister møder massiv kritik fra parlamentarikere til en debat om Ungarn i Europa-Parlamentet.

Strasbourg. Ungarns premierminister, Viktor Orbán, fortrækker ikke en mine, selv om han i Europa-Parlamentet er under massiv verbal beskydning fra adskillige europaparlamentarikere.

En af dem, der ikke er tilfreds med Ungarns regeringsførelse, er Judith Sargentini.

Hun er ansvarlig for den betænkning, som opfordrer EU's medlemslande til at indlede en artikel 7-procedure mod Ungarn for overtrædelser af EU's værdier.

- Ungarn lever ikke op til sine forpligtelser for at være med i EU. Ungarn har gjort de uafhængige medier stille og erstattet uafhængige dommere med dommere, der har tætte bånd til regimet. Det er vores pligt at handle, siger hun.

Europa-Parlamentet skal onsdag stemme om betænkningen.

Tyske Ingeborg Grässle, der repræsenterer EU-Parlamentets budgetudvalg, er heller ikke imponeret af Orbán og hans regering.

- Vi har haft budgetkontrol i Ungarn to gange. Vi ser beviser på klientelisme, korruption og interessekonflikter og ingen forsøg på at gøre noget ved problemerne, siger Grässle.

Hun tilføjer, at hele budgetudvalget er for at indlede en artikel 7-procedure mod Ungarn.

Populært kaldes traktatens artikel 7, som ultimativt kan ende med fratagelse af stemmeret, for "atombombeparagraffen".

Også hele kultur- og uddannelsesudvalget er klar til at tage atombombeparagraffen i brug. Det slår repræsentant Petra Kammerevert fast.

- I det seneste angreb har regeringen igen angrebet de svageste i samfundet og dem, der prøver at hjælpe dem. De har fjernet alle støtteprogrammer for uddannelse af migranter, inklusiv EU-støttede programmer.

- Vi kan ikke længere sidde på sidelinjen og se Ungarns regering ødelægge fundamentale frihedsrettigheder. Vi skal gøre det klart, at det ikke bliver accepteret i EU, siger Petra Kammerevert.

Skal det ende med, at Ungarns regering bliver frataget stemmeret, kræver det et enstemmigt krav fra medlemslandene, og det findes ikke. Polen vil forsvare Ungarn. Det har landet slået fast.

/ritzau/