Boris Johnson lagde ikke fingre imellem, da han fredag reagerede på EU’s melding torsdag, hvor beskeden var, at Storbritannien skal gå på kompromis i brexitforhandlingerne for at komme videre.

Johnsons reaktion var at kalde EU’s holdning ‘uacceptabel’ og melde, at Storbritannien nu forbereder sig på at forlade EU uden en handelsaftale. Nu reagerer EU’s kommissionsformand, Ursula von der Leyen, og Mette Frederiksen på det udbrud.

Og Ursula von der Leyen tager det tilsyneladende stille og roligt.

For selv om Boris Johnson fredag sagde, at EU nu skal ændre tilgang til forhandlingerne helt fundamentalt, hvis der skal forhandles videre, så melder kommissionsformanden ‘business as usual’.

Ursula von der Leyen
Ursula von der Leyen Foto: Stephanie Lecocq
Vis mere

»EU fortsætter med at arbejde for en aftale, men ikke for enhver pris,« skriver Ursula von der Leyen på Twitter:

»Som planlagt rejser vores forhandlingsteam til London i næste uge for at intensivere disse forhandlinger.«

Mette Frederiksen lægger vægt på, at sammenholdet i EU er meget stærkt.

»Vi er interesserede i en aftale, ellers ville vi slet ikke forhandle og slet ikke så lang tid, som vi gør,« siger Mette Frederiksen ifølge Ritzau:

»Men vi kæmper selvfølgelig for europæiske interesser, og jeg er glad for på dette møde at mærke, at Europa står sammen, blandt andet i at kæmpe for vores fiskere. Og det er bestemt ikke alle lande, der har en interesse i det, mens Danmark har en meget stor interesse.«

Ikke meget tyder på, at EU har tænkt sig at tage Boris Johnsons trussel om en no deal-brexit seriøst.

Reuters citerer i hvert fald en anonym diplomat i EU for følgende:

»Han sagde ikke, at de forlader forhandlingsbordet. Så det hele er bare retorik. Han sagde ikke, at de ikke vil blive ved med at tale. Så det kommer de til.«

Boris Johnson kritiserede EU for flere ting i sin kommentar fredag. Han mente blandt andet, at EU endnu ikke har forstået, at Storbritannien vil være en selvstændig nation.

»Det står klart, at EU fortsat vil have bestemmelse over Storbritannien på en måde, som er totalt uacceptabel for en selvstændig nation,« sagde Boris Johnson blandt andet i et interview med Sky News.

Han forklarede også, at briterne ikke føler, at EU har forhandlet seriøst de seneste måneder, og påpegede, at man 'bare' beder om samme aftale som Canada.

»Vores udgangspunkt var, at vi ville have en aftale, som Canada har med EU. Det står klart for os, at EU nu har forladt tanken om at indgå en aftale,« sagde Boris Johnson:

»De vil ikke tilbyde os samme vilkår, som Canada har. Det er besynderligt, når man tænker på, at vi har været i EU i 45 år, at de kan tilbyde Canada en aftale, som de ikke vil tilbyde os.«

Meldingen om Canada-aftalen affejes dog af den anynome EU-diplomat, der over for Reuters kalder meldingen 'useriøs'.