Egypterne har taget hårdt fat i menneskesmuglerne. Det er lovende, mener EU's stats- og regeringschefer.

Salzburg. Der er perspektiver i at tale med Egypten om, hvordan man kan stoppe irregulær migration mod Europa.

Tilbagemeldingen fra EU's stats- og regeringschefer til Østrigs forbundskansler, Sebastian Kurz, var positiv, da han fortalte om et møde sidste søndag i Kairo med præsident Abdel Fatah al-Sisi.

- Egypten har ageret effektivt. Siden 2016 har landet forhindret skibe i at sejle fra Egypten til Europa, og, hvis de alligevel er sejlet afsted, har de bragt dem tilbage til kysten, siger Kurz.

Østrig, som har EU-formandskabet i øjeblikket, arbejder sammen med EU-præsident Donald Tusk på at få et topmøde i stand i Egypten med Den Arabiske Liga.

Styret i Egypten har strammet grebet om befolkningen efter militærets magtovertagelse i sommeren 2013.

Derfor er en aftale med det nordafrikanske land også en bekymring, for kan man samarbejde med et land, der ser anderledes på menneskerettigheder.

- Der er mange betænkeligheder. Men vi må også forholde os til den måde, verden er skruet sammen på. Egypten ligger, hvor Egypten ligger. Libyen ligger, hvor Libyen ligger, og bådene går ud, hvor de går ud, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Europa kan ikke klare et migrationspres som i 2015, da over en million mennesker vandrede ind i Europa, tilføjer statsministeren.

Der er reelt ingen trafik fra Egyptens kyster mod Europa, og sådan har det været i nogle år, viser tal fra Den Internationale Organisation for Migration (IOM).

Tusks talsmand afviser spekulationer om, at EU-lederne aktuelt overvejer, hvorvidt Egypten kunne blive vært for "udskibningsplatforme", hvor migranter reddet på havet kan bringes hen.

Det er ikke på bordet, understreger han.

Et udspil om blandt andet udskibningsplatforme blev fremlagt af EU-Kommissionen i sommer efter et EU-topmøde i juni, da det blev diskuteret.

/ritzau/