De 12-17-årige oplever de samme bivirkninger af vaccinen, som personer over 18 gør.

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) godkender Moderna-vaccinen mod covid-19 til børn mellem 12 og 17 år.

Det oplyses i en pressemeddelelse fredag.

Det er EMA's komité for medicin for mennesker, der har truffet beslutningen.

Vaccinen er blevet undersøgt på 3732 børn i alderen 12 til 17 år.

Undersøgelsen har vist, at bivirkningerne hos de 12-17-årige, der fik vaccinen, er de samme som dem, personer over 18 år oplever.

Undersøgelsen viser også, at de børn, der modtog Moderna-vaccinen - også kaldet Spikevax - reagerede på omtrent samme måde, når det kommer til at udvikle antistoffer.

Vaccinen til de 12-17-årige skal ifølge pressemeddelelsen gives på samme måde, som den gives til dem over 18. Altså med to stik i overarmen med fire ugers mellemrum.

Moderna-vaccinen blev godkendt til personer over 18 år i starten af januar 2021.

Det er nu op til EU-Kommissionen formelt at beslutte, om anbefalingen skal følges, og vaccinen skal godkendes til aldersgruppen.

Lægemiddelstyrelsen i Danmark skriver i en pressemeddelelse, at det er Sundhedsstyrelsen, der afgør, hvilke vacciner der skal tilbydes de forskellige målgrupper.

Børn ned til 12 år kan blive vaccineret i Danmark. Som det ser ud nu, bliver alle under 18 år vaccineret med vaccinen fra Pfizer.

/ritzau/